AndreasPeterBernstorff

Det mærkes, at han var en af de kaarne, og ikke haaren

til at være dansk. Derfor

kunde han tænke paa at svigte, da

Onkelen i Februar 1772 bad ham være beredt til at følge, om

Kaldet skulde komme.

I et mærkeligt Brev af 14. Februar gjorde han Rede for sin

Beslutning i denne Sag, bad Onkelen tage imod den i Kærlighed,

men ikke gøre Forsøg paa at rokke den:

„Saa længe jeg var i Danmark, bandt tusind Aarsager mig

dertil med en Oprigtighed og en Heftighed, der havde en Liden

skabs Styrke. Forholdene er forandrede. Jeg kan ikke elske

min Herre, ikke fatte Tillid til ham paa ny, og en Fyrste, som

jeg ikke er personlig hengiven, kan jeg umulig tjene godt. Det

vilde blive en evig Kamp, og jeg vilde bukke under. Mit Om-

raade er heller ikke af dem, hvor man kan yde Staten saa store

Tjenester, at dette kan overvinde alle andre Betragtninger. Finan

serne, Handelen er højst ubehagelige i et ødelagt, fattigt, for

gældet Land, de klogeste Forholdsregler kræve en lang Aar-

række og en ensartet, fast og fredelig Regering. Hvor uskyldig

man end er, bliver man belæsset med Landets Forbandelser.

Undersaatterne maa yde for meget, og jeg ved, at det ikke er

muligt at skaffe dem tilstrækkelige Lettelser. Og endelig er denne

Del af Regeringen næsten ukendt i Danmark; man har ingen

Hjælp, ingen Støtte; man bliver modarbejdet, hadet, sjælden hørt,

og behandlet som fremmed af et Folk, der er svagt, og som man

ikke i den Grad kan agte, at man kan bære dets Kulde, et Folk,

som de sidste Begivenheder kunde bringe En til at foragte. Jeg

skal ikke en Gang omtale, hvor vanskeligt det vil være at bringe

Sagerne i den fordums Orden efter den uhyre Forstyrrelse, De

partementernes Afskaffelse har skabt i alt. Jeg tror, at det, jeg

har sagt, er nok til at lade Dig forstaa, at naar man ser saa al

vorlig paa Sagen, som jeg gør, saa er det umuligt at vakle og

ikke foretrække en Ro, der gør mig saa lykkelig, som en Mand

kan være, fremfor Uroen og Ulykkerne ved en kritisk Stilling,

som alt fjerner mig fra, og som jeg ræddes for ved den blotte

Tanke.“