29
Det mærkes, at han var en af de kaarne, og ikke haaren
til at være dansk. Derfor
kunde han tænke paa at svigte, da
Onkelen i Februar 1772 bad ham være beredt til at følge, om
Kaldet skulde komme.
I et mærkeligt Brev af 14. Februar gjorde han Rede for sin
Beslutning i denne Sag, bad Onkelen tage imod den i Kærlighed,
men ikke gøre Forsøg paa at rokke den:
„Saa længe jeg var i Danmark, bandt tusind Aarsager mig
dertil med en Oprigtighed og en Heftighed, der havde en Liden
skabs Styrke. Forholdene er forandrede. Jeg kan ikke elske
min Herre, ikke fatte Tillid til ham paa ny, og en Fyrste, som
jeg ikke er personlig hengiven, kan jeg umulig tjene godt. Det
vilde blive en evig Kamp, og jeg vilde bukke under. Mit Om-
raade er heller ikke af dem, hvor man kan yde Staten saa store
Tjenester, at dette kan overvinde alle andre Betragtninger. Finan
serne, Handelen er højst ubehagelige i et ødelagt, fattigt, for
gældet Land, de klogeste Forholdsregler kræve en lang Aar-
række og en ensartet, fast og fredelig Regering. Hvor uskyldig
man end er, bliver man belæsset med Landets Forbandelser.
Undersaatterne maa yde for meget, og jeg ved, at det ikke er
muligt at skaffe dem tilstrækkelige Lettelser. Og endelig er denne
Del af Regeringen næsten ukendt i Danmark; man har ingen
Hjælp, ingen Støtte; man bliver modarbejdet, hadet, sjælden hørt,
og behandlet som fremmed af et Folk, der er svagt, og som man
ikke i den Grad kan agte, at man kan bære dets Kulde, et Folk,
som de sidste Begivenheder kunde bringe En til at foragte. Jeg
skal ikke en Gang omtale, hvor vanskeligt det vil være at bringe
Sagerne i den fordums Orden efter den uhyre Forstyrrelse, De
partementernes Afskaffelse har skabt i alt. Jeg tror, at det, jeg
har sagt, er nok til at lade Dig forstaa, at naar man ser saa al
vorlig paa Sagen, som jeg gør, saa er det umuligt at vakle og
ikke foretrække en Ro, der gør mig saa lykkelig, som en Mand
kan være, fremfor Uroen og Ulykkerne ved en kritisk Stilling,
som alt fjerner mig fra, og som jeg ræddes for ved den blotte
Tanke.“