42 / 302
23
os da, hvor vi faar Indblik i Andreas Peter Bernstorffs Sinde
lag mod det Land, hvor hans Fremtidsgerning skulde ligge.
Øjeblikkelig var Spørgsmaalet om Johan Hartvig Ernsts Til
bagekaldelse dukket op. Bernstorfferne tog Sagen rolig. De var
hurtig paa det rene med, at hvis Osten og Rantzau-Ascheberg
blev Hovedraadgiverne i København, vilde Johan Hartvig Ernst faa
Lov at blive, hvor han var; Sikkerhed for sin Pension, som man
, mente at Struensee havde villet berøve ham, kunde han vel
vente, anden hæderlig Behandling maaske ogsaa, men intet ud
derover.1 Andreas Peters inderlige Kærlighed og Beundring for
Onkelen lod ham nære bitre Følelser mod dem, der var lave nok
til selv at gribe efter Magten, uden først og fremmest at kalde
Danmarks ypperste Mand tilbage og gøre den skammelige Uret
god igen imod ham. „Hvis Du ikke snart faar Breve, som
kalder dig tilbage med Glans, da er det Osten, da er det Rantzau,
Folk, som bryder sig lidt om Statens Vel, men som vil herske
selv, og da er alt sagt for bestandig,“ skrev han den 22. Januar,
og samme Tone klinger gennem alle følgende Breve.
Onkelen selv var mildere stemt, skønt han ogsaa følte Tilside'
sætteisen og Uretten og saa mørkt paa de ny Magthavere. Hans
svage Helbred var vel en vægtig Grund til et Afslag paa en
mulig Tilbagekaldelse; men endnu rørte hans Virkelyst sig stærkt.
Uvirksomheden pinte ham; en Fremtid uden for et Land, som
han havde ofret sit Liv, bød ham intet, da han var ude af Stand
til at magte en Godsejers praktiske Gærning. Trods skiftende
Stemninger var han derfor villig til at følge et hæderligt Kald,
0111
det skulde komme. Men paa den anden Side gjorde han
intet for at bevirke et saadant; han indskærpede sine Venner
Tilbageholdenhed og bad Prinsen af Hessen om ikke at gøre
Forsøg til Gunst for sig.2
I de første Uger voksede Overbevisningen om, at intet Bud
vilde komme; noget ind i Februar fandt man en Tilbagekaldelse
sandsynligere. Haabet knyttedes til Schack Rathlou. „Alt i alt
er der ingen dansk, der overgaar ham, og jeg vil hellere regne
paa ham end paa nogen anden,“ skrev Andreas Peter om ham.3
Johan Hartvig Ernst lykønskede ham til hans Tilbagekaldelse*.