37 / 302
18
skyldningen for Upaalidelighed; Osten skulde været altfor ængstelig.
Osten svarede i et Brev den 9. Januar,1 at han ikke vilde nægte,
at han var ængstelig, men ikke for sin egen Skyld, men for
*•
Statens, „hvis Kræfter udtømmes og ødelægges ved en slet Hus
holdning, der som en Kræftskade vokser hver Dag og udbreder
sig til alle Styrelsens Grene. Rigets Indtægter synker aarlig, og
Udgifterne vokser daglig; vi kan ikke forøge de første, og vi vil
ikke indskrænke de sidste. Bliver vi ved paa den Maade, gaar
Riget ufejlbarlig til Grunde, og Alverdens Mod og Tapperhed
kan ikke redde en Stat fra Bankerot, naar alle Hjælpekilder er
udtømt.“
Angrebets Adresse er tydelig nok, og til Overflod beder
Osten udtrykkelig Arveprinsen om at befale den nedsatte Finans-
kominission først og fremmest at, indføre Besparelser og nægte
enhver ikke absolut nødvendig Udgift. Men her traadte han i
Modsætning til dem, der var stærkere end han selv. Han mod
arbejdede Schimmelmanns og A. P. Bernstorffs Finans- og Bank
plan; omvendt søgte de i god Forstaaelse med Schack Rathlou
at styrte ham, og hans Standpunkt i Finansspørgsmaalene frem
skyndede hans Fald.
Ligesom i September skød han i Begyndelsen af 1773 det
økonomiske Hensyn i Forgrunden ved Overvejelserne om Rust
ningerne mod Sverige, da man, paa ny opskræmmet ved en Flaade-
rustning som Gustav III lod foretage i Karlskrona, foretog en
tilsvarende for at sikre sig mod et muligt Angreb til Foraaret.
Ængstelsen var ganske overdreven; men kun Osten var saa vis
herpaa, at han turde sætte Hensynet til Statens Finanser i første
Række. „Jeg frygter ikke Svenskerne; men jeg frygter vore Kredi
torer, som man ikke kan jage hort med vore Hære eller vore
Flaader,“ skrev han til Arveprinsen, og dristig citerede han en Ytring
af Frederik II om Frankrig, at det første Kanonskud vilde foraar-
sage Statens Bankerot. Afgørelsen gik ham ved Schack Rathlous
Indflydelse imod og Flaaden blev rustet, men han søgte stadig at
holde igen. Ganske vist var Formaalet rent defensivt; men hvis
Sverige angreb Rusland, var man dog traktatmæssigt forpligtet
til Angreb, og der er adskilligt, der tyder paa, at man ikke har