34 / 302
15
Osten blev forbitret herover, og hans Udelukkelse fra disse •
vigtige Forhandlinger gav Anledning til hans Afskedsbegæring i
Oktober 1772. Det absolut utilbørlige System, hvorefter Hoffet
sammen med en eller flere Ministre, der er i Gunst, uden de
andres Deltagelse afgør vigtige Anliggender, satte her sin Frugt.
Den 14. Oktober forlangte Osten sin Afsked i et Brev til
Kongen. I et andet til Arveprinsen, hvem han bad aflevere An
søgningen, motiverede han denne bittert og skarpt. Man havde
aabenlyst udelukket ham fra Forhandlinger, hvori de andre Stats
ministre havde deltaget. Slige Tilsidesættelser undergravede hans
Stilling; de fremmede Gesandter kunde ikke have Tillid til ham,
naar han ikke havde sin Regerings Tillid.
Hoffet havde den største Lyst til at lade ham gaa; men da
Schack Rathlou ikke vilde overtage Ostens Post, kunde man ingen
finde, og den 20. Oktober maatte Arveprinsen bede Osten om at
blive. Osten svarede Dagen efter undvigende: kun hvis Arve
prinsen vilde garantere ham, at der fremtidig blev vist ham fuld
Tillid, vilde han blive; under den Forudsætning havde han altid
ønsket at bevare sin Stilling. Prinsen, hvis Breve var konci
perede af Schack Rathlou, svarede samme Dag skarpt, at Osten
selv maatte bestemme sig; han havde ikke mistet hans Tillid;
havde det været Tilfældet, vilde han
have faaet det at vide.
Men hvis Osten vilde forpagte hans Tillid for sig alene, saa
kunde han ikke indrømme ham den, saa lidt som nogen anden.
Dette Svar gik dristigt uden om Kærnepunktet. Ostens
Holdning synes i alle Maader uangribelig; men det er utiltalende
at se hans Kollega Schack Rathlou være Arveprinsens Raad-
giver og Pennefører. Det var illoyalt og uklogt. Ret forbavsende
er det imidlertid, at Osten alligevel gik ind paa at blive. Han
meddelte Arveprinsen dette endnu samme Dag, altsaa den 2 1.
og erklærede meget korrekt, at han aldrig havde forlangt, at
Arveprinsen kun maatte vise ham Tillid; blot den samme
Tillid, som der vistes de andre Ministre, krævede han, og det
maatte han for sin Stillings Skyld.
Arveprinsens afsluttende
Brev giver Indblik i Hoffets egentlige Tankegang. Prinsen siger,
at alt nu skal være glemt, men, hævder han, det tilkommer ene