228 / 297
213
livor lian arbejdede baade som Arkitekt og Billedhugger
og gjorde sin Læremester Æ r e 1). B a t l i j e 2) — og, som
det synes, Kingren — holdt ud hos den ulykkelige Olding
til det sidste.
Fo r de u n g e i A k a d e m i e t viste Wiedewelt en
faderlig Omsorg, og hans milde og venlige Væsen har vist
nok gjort ham særdeles elsket af dem. Han formanede
dem bestandig til at have et aabent Øje for Kunstens
Værd og Betydning, til af yderste Evne at arbejde paa
deres Uddannelse, at de kunde gjøre sig selv, deres Lærere
og Fædrelandet Æ re. De burde ikke vælge Kunsten, uden
naar de følte indre Drift, K ald og Evner dertil3); naar
deres Valg var truffet, skulde de begynde Værket med
Lyst og Glæde, skride frem paa deres Bane med Mod og
Udholdenlied, leve for Kunsten og ikke være Kunstner for
at leve, eller, — som han et S teds4) udtrykker sig, — ikke
drive Kunsten som en Plov alene til daglig Føde, men
derimod betænke, at deres Arbejde skulde være et Offer paa
Evighedens Alter. Derhos holdt han dem stedse Naturen
og den antike Kunst for Øje til Studium og Efterlignelse5).
l i l N i k o l a j D a j o n , der var en af hans og Akademiets
mest lovende Elever, og som var gaaet til Bom som Stif
telsens Pensionær, sender han saaledes under 16. Ju li 1776
følgende faderlige Formaninger: „. . . iil ikke for flygtigen
fra
B elvederen
paa
Vaticanen\
det er ikke nok at see
A polio
,
Laocoon
og
Antinous
ofte og i Hast.
Studeer
dem grundigen, tænk som en Græker, . . . Vælg, men vælg
med Overlæg det Høie, det
Sttblime
, det Ædle. Lad fare
alt hvad som nærmer sig det Nedrige; Naturen har og
b Sml. foran, Side 62 f.
2) Om denne mere siden.
3) »Hvor noye burde ikke Naturens Gaver undersøges førend man
opofrede de unge Planter udi
Minervæ
Tempel. Sandhedens
Fakler opdage alt for mange Prøver paa m islingende Frugtør“»
Tanker om Smagen, 52.
4) S. st., 52 f.
5) Eck, 40 f.