102 / 646
Koleraen i København 1853.
93
Lig, nogle i hele 8 Dage, formodentlig af Mangel paa
Ligkister.
Behandlingen af de syge var meget mangelfuld og
maatte være det. Ikke faa døde uden at komme under
nogen som helst Behandling. Mange maatte, især i
Førstningen, blive paa Lemmestuerne — der kunde
ikke skaffes Hospitalsplads til dem. Kvindfolk maatte
lægges ind paa Mandfolkestuer og omvendt. De Folk,
der skulde besørge Transporten op og ned ad de mange
Trapper, kunde af Udmattelse ikke faa alle med. Pa
tienter, der toges ud af Sengene for at bringes bort,
maatte ofte ligge halve og hele Timer paa Gulvet, inden
de blev hentede. Paa hver Lemmestue var der i Reglen
kun en enkelt Stuekone, og Stuen havde mere end 50,
til Tider mere end 60 Beboere. Saa mange k u n d e
hun ikke overkomme at opvarte, særlig ikke naar Syg
dommen slog Klo i dem og en Mængde paa én Gang
trængte til Hjælp. De første Stuekoner havde 24 Sk. i
Løn for Døgnet, Gangpigerne 12 Sk. for 12 Timers Ar
bejde; senere fik de 4 Sk. til. Paa adskillige Stuer blev
Stuekonen angreben samtidig med dem, hun skulde
passe — i ét Tilfælde døde 3 lige efter hverandre —,
og de syge laa en Tid lang helt uden Pleje. Elendig
heden var større, end man kunde tænke sig. Sunde
laa Side om Side med døende og døde. Disciplin og
Orden var nærved at ophøre. Hospitalets Læger —
Overlægen var Prof. S, E. Larsen — anmodede Gang paa
Gang Fattigdirektionen om at skaffe mere Plads, er
klærede det for Manddrab ikke at sørge derfor. An
modningerne blev uden Frugt, saa længe Epidemien
var i Opgang. »Berlingske Tidende« skrev spydigt, »at
Direktionen snart ikke mere vilde behøve at rømme
Hospitalet, ti det vilde ske af sig selv«. Under Epide
miens fortsatte Forløb skaffedes der efterliaanden Plads
til 120 Kolerapatienter, og Behandlingen blev mere