104 / 646
Koleraen i København 1853.
95
men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.«
Selv fortæller hun i et med Blyant i Hast fra Hospitalet
skrevet Brev til hendes Broder: »Jeg havde tænkt paa
Sagen i en otte Dage, men vidste ikke, om jeg skulde
eller ikke skulde, turde eller ikke turde. For dog ingen
Forhindringer at have i den Retning, bragte jeg mine Sager
i Orden Torsdag og Fredag. Endnu Fredag Middag
vidste jeg' ingen Besked. Endnu Fredag Aften, da jeg
gik hjemme fra, vidste jeg ikke, hvor jeg vilde henvende
mig, eller om jeg kanske skulde komme hjem med ufor
rettet Sag. Jeg gik langsomt over Amalienborg Plads,
meget langsomt, skønt jeg var blevet sinket hjemme.
Det vanskeligste var mig, hvordan jeg skulde komme
ind. Derfor tænkte jeg paa at henvende mig til Frede
riks Hospital, hvor jeg kendte Præsten. Men netop
derfor skyede jeg mig næsten mere for ham end for en
fremmed. Dog vidste jeg ikke, hvordan jeg skulde
komme igennem, hvor jeg var ganske fremmed. Du
véd, jeg er ikke praktisk. Jeg stod noget udenfor
Frederiks Hospital og turde ikke banke paa. I det
samme kom Folk forbi, og i min Forskrækkelse spurgte
jeg dem, hvor Almindeligt Hospital var, skønt jeg godt
vidste det. De viste mig Porten, og jeg gik derhen ad.
Den blev netop lukket op for andre, og jeg løb for at
slippe ind med det samme. Saa var jeg der. Jeg
spurgte Portneren om Professoren og blev næsten for
skrækket, da jeg hørte, at han boede lige ved Haanden.
Saa gik jeg op ad Trappen og ringede straks paa for
at sikre mig, at jeg ikke skulde betænke mig og gaa
igen. Prof. Larsen var overmaade vakker og rigtig for
nuftig. Han havde ikke dermed at gøre, men bad mig
henvende mig til Inspektøren. Da han mærkede, hvor æng
stelig jeg var for at gaa ene derover, fulgte han mig, men
maatte gaa igen, før Inspektøren kom. Denne var ogsaa
overmaade rar, men gjorde en Del Indvendinger. Ende