105 / 646
96
Koleraen i København 1853.
lig gav han dog efter, og glad var jeg. Nu er jeg her
og har det godt. Jeg vaager om Natten og sover om
Dagen, det sidste bedre end det første. Jeg er ube
skrivelig skamfuld over den Venlighed, alle Mennesker
her viser mig. Jeg er bestandig saa angst for at gøre
mere Ulejlighed end Nytte. Om det saa er Kokkepigen,
saa spørger hun mig hver Dag, hvad jeg vil have til
Middag.« Da der ikke længer var noget for hende at
gøre paa Hospitalet, listede hun en Aftenstund lige saa
stille bort derfra, som hun var kommen, efter at have
givet de Rejsepenge, hendes Broder havde sendt hende,
som Drikkepenge til Personalet1).
5 Uger rasede Sygdommen i Hospitalet. 467, mel
lem Halvdelen og Tredjedelen, af Lemmerne angrebes.
Desuden indlagdes 149 Patienter andensteds f r a : fra
Sygeafdelingen, fra Fattigvæsenets andre Stiftelser. Del
var bagefter saa godt som umuligt at gøre Rede for
Virkningerne af Behandlingsmaaden. De forandredes
og modarbejdedes af de slette hygiejniske Tilstande i
Almindelighed og af den Infektion, Stuer og Senge var
gennemtrængt af. »Jeg tror ikke,« hedder det i Beret
ningen, »at man viger fra Sandheden, naar man paa-
staar, at Virkningen af vore Medikamenter under disse
ulykkelige Forhold har været lig Nul.« Dødeligheden
steg til over 40 om Dagen. Saa aftog Sygdommen;
men da var af de angrebne Hospitalslemmer 415 eller
88,8 pCt. døde og 123 af de andre indlagte. Af An
staltens Lemmer var noget mere end de to Tredjedele
over 60 Aar, men af de døde tre Fjerdedele. Kosten
gjorde vel sit: den var ens for alle og h a r derfor næppe
passet for alle disse allerede af deres tidligere Liv
undergravede Mennesker, — selv om Æ rter og Kaal
under Epidemien blev afløst af Bankebygsuppe, Flæsk
J) Margrethe Fibiger: Et Kvindeliv. S. 7(i f.