103 / 646
94
Koleraen i København 1853.
ordnet. Men de lleste af Personalet var uøvede; mindre
heldige Subjekter kunde for en kort Tid komme til at
gøre Tjeneste i Mangel af bedre, siger Engelsted. Det
lyder i en samtidig, mere journalistisk Fremstilling saa-
ledes: Sygevogterne, Gangkonerne og Vaagekonerne be-
stode for en stor Del af Ladegaardslemmer, assisterede
af fjollede Drenge og Piger, der naturligvis ogsaa vare
Lemmer. Stiftelsens Læger og Præst — N. G. Biædel
— var dem, der repræsenterede den nidkære Pligtop
fyldelse.
»En god Hjælp modtoge vi i dennne sørgelige Pe
riode«, fortæller Engel sted, »af en ung Dame af anset
Familie, som frivillig søgte Hospitalet, og Nat efter Nat
gjorde Vagt sammen med de nye Vaagekoner, og med
sjælden Opofrelse hævede sig ikke blot over den Fare,
hun udsatte sig for, men, hvad mere er, over det mod
bydelige Indtryk, som disse Kolerastuer med Patienter
og Besætning maatte gøre paa enhver, endog paa den,
som tidligere b a r gjort Bekendtskab med lignende Scener.
Ved dette Eksempel paa Ivarakterfasthed og Menneske
kærlighed udrettede hun vistnok meget mere end vi
andre med vore Forsøg paa at gennemføre en kunst
mæssig Behandling. Foruden at hun lindrede Lidelser
og Dødskamp hos mange, bevirkede hun ved sit Eks
empel, at de øvrige opvartende, hvoraf mange vare af
Samfundets laveste Klasser, saa op til hende og be
stræbte sig for at efterligne hendes menneskekærlige
Omhyggelighed for de lidende, medens de, overladte til
sig selv, rimeligvis ikke havde gjort mere for de syge,
end de vare nødte til og betalte for.«
Det er Ilia Fibiger, der her er Tale om, dengang
36 Aar gammel. »Den, der fik det største Navn i
Kampen mod den blodløse Fjende, var min Veninde
Ilia,« siger hendes Fætter Johannes Fibiger om hende i
sine Erindringer. »Hun blev hele Landets Beundring,