306 / 646
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
297
Ved Tingsvidnet fremkom der artige Ting om Ro-
thenborg, hvad der fremgaar af Magistratens Forestilling
til Kongen af 10. April 1752 (Kpb.). Etter at have vist
det uberettigede i Præstens Klager over Fradraget i hans
Løn paa Grund af Genopsættelsen af Skillerummet og
Nathuset, som var aldeles uundværligt i Etagen, siges,
at han umulig kan mene, at Nathuset vanhelliger Kir
ken, da han selv har haft en Natpotte i Skriftestolen,
der er langt nærmere ved Alteret end Nathuset. Fordi
Bygom underhaanden havde overladt ham alle Nøglerne,
var han ikke berettiget til nu at faa dem, tilmed da det
er bevist, at han med Bygoms Kone ha r tilladt Arre
stanterne at gaa ud i Byen, og da Gadedøren først luk
kes Kl. 9 om Vinteren og 10 om Sommeren, en Tid,
da enhver skikkelig Mand, endsige en Præst, bør være
hjemme. Jærnstænger i hans Vinduer maa der være,
thi ellers kan Arrestanter bryde ud den Vej. Beskyld
ningen for Værtshushold var sand under Bygom, men
da tav P ræ s ten ; Barmeyer er derimod en skikkelig Mand,
om hvem der intet ondt kan siges, og Præstens Beskyld
ninger er kun løse Formodninger, som han fremsætter
af Hævngerrighed; Rothenborg har selv drukket med
Arrestanterne, naar de vilde give ham noget. At Bar
meyer lukkede Kirken for fremmede, var naturligt, da
det var ham, der havde Ansvaret, naar nogen undveg
og der kom megen Pøbel ind, især for at se Delinkven-
ogsaa blev borte; han bad derfor om at maatte blive betjent af
Wistendal (o:
Mads Jensen Hvistendahl,
Kapellan ved Frue Kirke). Ma
gistraten henvendte sig da til Stiftsprovst Søren Bloch (Kpb. 18. Aug'.),
om Kapellan
Preben Schiøtt
maatte betjene ham, men denne undslog
sig, dels fordi Misdæderen aldrig havde været til Alters i Frue Kirke,
dels fordi Schiøtt ikke vilde gribe ind i Rothenborgs Embede. Han
var striks i denne Henseende. Da Læreren ved Vajsenbuset, Nor
manden Niels Magnusen Lym, havde besøgt Forbrydere i Arresthuset
og beredt dem til Døden, indgav Rothenborg Klage over ham (se
Exner, Efterretn. om det kgl. Vajsenhus, 1881 S. 42).
20