304 / 646
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
295
naar man blol vilde affinde sig med Studenten og give
ham Hjælp til Delinkventernes Præparation.
Barmeyer fik da Lov til at lade andre Folk komme
ind i Kirken, »dog at han selv svarer dertil og ingen
af Arrestanterne echaperer«. Men Skillerummet blev
genopsat, og de 63 Rd., det kostede, blev fradraget i
Præstens Løn, og da han spurgte, om det virkelig var
Meningen, tilmed da han selv kunde have ladet det gøre
for 10 Rd. af de gamle Materialer, der var overladt ham,
var Magistraten ubøjelig, men tilføjede, vistnok som et
Slags Plaster, at Menigheden ikke bar Nag til ham for
hans Person, men kun for hans Opførsel. Efter en
ny frugtesløs Henvendelse med Bøn om Tilgivelse for
»Bassessen« og Løfte om aldrig mere at foretage sig
noget paa egen Haand gik han 3. Nov. 1751 (Rpr.) lige
til Kongen med sin Klage over, at hans Løn forholdtes
ham for at have gjort noget, som van aldeles nødven
digt, og bad om, at det maatte blive paakendt ved
Generalkirkeinspektionskollegiet, »om det er tilladt, at
et Lokum staar ved Guds Alter«.
Til
Barmeyer
havde han lige fra første Færd ikke
noget godt Øje, dels fordi han havde fortrængt hans
Veninde, dels fordi han straks havde faaet Laasene i
Arresthuset forandrede, saa at Præsten kun havde Nøgle
til sin egen Lejlighed. Fjendskabet begyndte med, at
Rollienborg i Aug. 1751 nægtede Barmeyer og Hustru
at gaa til Alters i Frue Kirke, da de skulde holde sig
til ham som deres rette Sjælesørger, men heri fik han
ikke Medhold af Magistraten, »da Barmeyer ikke kunde
have den sande Nytte af at lade sig betjene af en Præst,
han ikke havde Tillid til«1). Saa indsendte Rollienborg
to Maaneder efter en Klage over Barmeyers og Hustrus
*) Se om denne Sag Kbr. 18. Aug. 1751 (Nr. 147) Provst Blochs
Indlæg.