300 / 646
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
291
21. Juni (Pk., men det blev egentlig aldrig udstedt), og
Dagen efter flyttede Barmeyer ind.
Det var et haardt Stød for Bygom og Konen, og
hun gjorde ogsaa sit til at chikanere Barmeyer ved Ind
flytningen. Men der var intet at gøre. Den første, der
faldt til Føje, var Bygom, der nogle Dage efter skrev,
at han var villig til at kvittere Tjenesten, naar han fik
noget i Pension, og Konen, som han ikke længer kunde
leve sammen med, ogsaa fik noget, og deres Bohave
blev delt mellem dem. Konen gjorde imidlertid endnu
et Forsøg paa at redde Stillingen ved en Ansøgning af
30. Juni om at blive Arrestforvarer med Barmeyer som
Medhjælper. Da den i flere Henseender er oplysende
og desuden ha r Interesse af den Grund, at den sikkert
skyldes Rotlienborgs Pen, skal den anføres her.
»Ihvor u tyksalig jeg nu i næsten 19 Aar har været, idet
jeg har fortæret m ine bedste Ungdom saar paa en saa kum
m erlig og besvæ rlig Maade, som den høje Mag. noksom er
bekendt, thi 19 Aar var jeg kun, da jeg første Gang kom i
Ægteskab med si. Ottesen, som var en meget svag og skikkelig
Mand, og paa 3. Aar vi var samm en, jeg næsten stedse med
den allerhøjeste B istand maatte forestaa og beopagte vores os
naadigst anbetroede Levebrød, saa har dog m in U lyksalighed
i de sid ste 16 Aar været langt større, efter at jeg med sam tlig
Magistrats bøje og b esynd erlige Naade efter Ansøgning beholdt
Brødet og tillige fik denne Mand i Brødet, hvis Opførsel mod
m ig Gud, sam tlig Mag., ja fast h ele Kbhvn. er bekendt, saavel
som og m in Om gængelse med ham , da jeg med den aller
højeste Ømhed har om gaaedes ham og m ed alleroptænkeligste
F orsigtighed har nu i d isse sam fulde 16 Aar ogsaa næsten
stedse i egen P erson oppasset og beopagtet Brødet. Skønt jeg
da har op levet saadannc bedrøvelige og kumm erfulde 19 Aar,
som Gud og Godtfolk med m ig kan bevidne, saa syn es dog
denne sid ste U lyk saligh ed fast at overgaa de andre og næsten
vok se mig over Hovedet, da jeg nu uagtet al min Flid og Om
hyggeligh ed for m in Mands Skyld maa m iste vort Levebrød,
det vi m ed to uforsørgede Børn skulde soutenere os med.
N aadige og højgunstige Øvrighed! Se i Naade til mig og hav