307 / 646
298
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
terne. Tingsvidnet har godtgjort Rothenborgs Drukken
skab og hans uanstændige og mistænkelige Forhold til
Bygoms Kone, som langt ud paa Natten har opholdt
sig paa hans Værelser, og baade paa Trappen og andre
Steder har de kysset hinanden, puttet Maden i h inan
dens Mund og deslige; et Vidne har truffet Præsten og
Konen tilsammen.
Efter denne Overhaling skulde man have troet, at
Rothenborg havde faaet sin Afsked? Nej, tro ikke det!
Eller at han i det mindste havde faaet en Mundkurv
paa? Heller ikke. Han blev ved med sine Skriverier, og
det ser ud, som om Regeringen ha r fæstet mere Lid til
hans Beskyldninger mod Barmeyer end Magistraten. I
Maj 1752 meddelte han efter kgl. Befaling, at Barmeyer
havde slaaet ham og revet hans Slobrok itu, da han en
Aften vilde besøge Arrestanterne for at tale med dem
om Guds Ord, og da han vilde se til en syg Arrestant,
blev han lukket inde, og Barmeyer havde »i største
Drukkenskabs Vrede og Galenskab« overfuset ham og
slukket Lyset. Samtidig beskyldte han Barmeyer og
Kone for at gøre Allarm i Kirken, ja de sagde endog
til en dødsdømt Delinkventinde, at han ikke forstod at
berede hende til Døden, og at de nok skulde se at
skaffe hende en anden Præst; han kunde desuden ikke
komme til at præparere hende, da hun var sat ned i
det mørke Hul. Om Gram, med hvem han stadig laa
i Krig1), fortalte han, at han af nogle gamle Brædder,
9 I Sept. 1752 (Rpr.) lod Gram Magistraten vide, at Præsten
ikke vilde kommunicere ham, før der var lyst fra Prædikestolen,
men det vilde give Anledning til stort Indløb, navnlig for at faa
Delinkventerne at se, og det vilde betage ham Andagten, hvorfor han
bad om, at Altergangen maatte b liv e . en Søgnedag, eller at Kirken
blev lukket for fremmede; men der blev svaret ham, at deri mele
rede Magistraten sig ikke.