74 / 219
J O H A N J Ø R G E N S E N
adel forargedes, var hvad man kunne vente, men - mente Ditlev
Ahlefeldt —den lå nu, som den havde redet. Vel var folk som
Gabel og hans lige parvenuer, men det danske rigsråds svaghed
over for kongemagten var foragtelig, og særlig foragtelig var na
turligvis en overløber som Gabels foresatte i Rentekammeret, Han
nibal Sehested; » . . . Og har jeg set ham nogle Aar senere, da
han havde mistet al Respect, og foragtet, uden Midler og den
Splendor, hvortil han tidligere var vant, opvartende Lente og
Gabel og levende paa deres Naade og Anbefaling hos Kongen,
og for silde angrende sin Tilfredshed over Rigshofmesterens Yd
mygelse, i hvilken nedværdigende Tilstand han forblev og endte
sit Liv. Og var saadanne Folks Fald, som Ulfeldts, Hannibals,
Pentz’ og Kantsler Rebenklaus de første Skridt til Souverainiteten,
der adskillige Aar senere indførtes, idet den efterfølgende Rigshof
mester Gerstorf og de øvrige Rigsraader ikke mere vare Raader,
men Tilbedere og Smigrere af Kongens Villie, og underkastede sig
denne med total Forlis af Statens Frihed, indtil sidenhen, Anno
1 660 —med samtlige Rigsraaders Samtykke og Billigelse og ialtfald
til deres egen uudslettelige Skam og Skjændsel - alle Grundlove,
Statens Rettigheder og Privilegier bleve casserede og annullerede,
hvilket affødte den monarkiske Stat med et despotisk Herredømme
og den slaviske Lvdhørighed, der ikke sømmer sig for frie Mænd,
men for Trælle, og som vore Forfædre i Danmark, som de ivrigste
Tilhængere af Fædrelandets Frihed, indtil da ikke havde kjendt«.279
72