149 / 645
Det nyere Frederiksdal
1 3 5
Indretningen af bekvemme Spadseregange, saaledes ved
i 1766 at anlægge „en meget smuk Spadseresti i Frede
riksdal gennem en Park af Elletræer. For at ogsaa denne
Egn, hvor Flodsengen næsten stadig vandes af rindende
Vand, skulde være lige kær for spadserende og besku
ende, skulde der laves en bekvem V e j; derfor blev der
bygget en Jordvold, som blev dækket af Sand og p la
neret ... Arealet er 100 Fod langt og 10 bredt“.194) For
inden var Spurveskjul blevet lukket for Bønderne i
Virum, som hidtil havde kunnet benytte en Kørevej
gennem Skoven „med Græsningen fra Moesen under
Brandtebaken“. Det skete i 1762, da Spurveskjul blev
„aldeles ind- og frahegnet“195) og alene forbeholdt Fre-
deriksdals Ejer, eller hvem denne vilde give Adgang
dertil.199) Skovens Naturskønhed prises ved flere Lejlig
heder af vor store Naturforsker Otto Friderich Müller,
som for Eksempel efter en Spadseretur gennem en lille
Lystskov ved Leipzig skriver til Grevinde Schulin: „Die
kleine Hölzung ist sehr niedlich und eine grosse Herr
lichkeit vor Leipzig, jetz aber noch von Preussen übel
zugerichtet; körnt aber nicht gegen das unvergessliche
Spurveskul“.197) Allerede dengang eksisterede som en
Fortsættelse af Spurveskjul Nordvest for Slottet den lille
Skov Friheden eller Dejligheden kaldet, som O. F. Mül
ler jævnlig omtaler i sine Breve. Skovene stod under et
vist forstligt T ilsyn af Overførster IL J. Lesberg, som
194) O. F. Müller i Nova Acta physico-medico Academiae Caesa-
reae Leopoldino-Carolinae. Tom. 4 (1770) 198.
195) Kontrakten anf. i Note 182.
1 0 6
)
i
1 7 9 1
havde saaledes Enkegrevinde Reventlow og Carl
Wendt, Ejeren af Hummeltofte, en Nøgle, som oplukkede „ikke
allene den i Skiellet im ellem Fridrichsdals og Hummeltofte Jorder
værende Laage, men og Tilgangene til Fridrichsdals aflukkede
Spadseergange“ (Fæstebrevene anf. i Note 120).
191) Af Brev til Grevinde C. M. Schulin dat. Leipzig 3. Sept. 1763.