26 / 205
2 4
SIGURD JENSEN
egentlig stillingsbetegnelse - det blev først i 18 13 påbudt, at beken
dere af den mosaiske religion, som havde borgerlig stilling, i officielle
skrivelser, som ikke angik religion, skulle benævnes efter deres borger
lige stilling og ikke efter deres religion. A f sagens akter kan bl.a. ses,
at en af de anklagede, Arie Erfeldt,7 var en slags tandlæge. De ti
anklagede ikke-jøder fordeler sig således erhvervsmæssigt: to lotteri-
kollektører, to værtshusholdere, en billardholder, en skrædder, en
tehandler, en afskediget auditør og to husmødre. Blandt de sager,
der afvistes, nævnes specielt tre rejst mod jøder, alle rejst af Christian
Dyhr, og en mod en juvelersvend, rejst af en jøde, som ikke selv var
blandt de anklagede.
Først adskillige måneder efter at kommissionen var nedsat havde
man så klart et overblik, at man kunne begynde at udfærdige anklage
skrifter. Det første var færdigt 3 1. oktober 179 1, det sidste 4. juni
1792. Derefter kom turen til forsvaret, og tiden gik. Hen på efteråret
1792 blev kancelliet uroligt. Sagen var nemlig ikke blot ubehagelig for
de anklagede, men også for de uskyldige låntagere, idet de pantsatte
genstande var taget i forvaring af myndighederne. Den 9. november
1792 udstedtes derfor en kongelig resolution til kommissionen om,
at den måtte have lov til at afsige dom i hver enkelt sag for sig, efter
hånden som parterne indlod deres sag til doms, når bare det skete
hurtigst muligt.
Der blev altså ikke afsagt nogen samlet dom i denne store sag. Det
er måske grunden til, at der ingen domsakter findes ved kommissions-
arkivet. Det er beklageligt, at vi ikke kan få at vide, hvordan det
endte, men vi tør nok regne med, at de bødestraffe, anklageren kræ
vede —videre gik man ikke - i de fleste tilfælde er blevet idømt, lige
som man nok må regne med, at bøderne, som ved tidligere lejlig
heder,8 helt eller delvis er blevet eftergivet de dømte.
At dommene mangler, forringer naturligvis kommissionsakternes
historiske kildeværdi noget. Men da både aktorater, defensorater og
vidneudsagn er bevaret, er kommissionsmaterialet alligevel anvende
ligt til at belyse en række forhold.
Hvad det vigtige spørgsmål renterne angår, er der - naturligvis -
et svælg mellem angivernes og de sagsøgtes forklaringer. Klarere bli
ver sagen ikke af, at en tredie part ofte er indblandet. Mange kviede
sig nemlig ved selv at gå til pantelåner, eller vidste simpelthen ikke