67 / 425
INDLEDNING
53
uomgængelig nødvendig. Arbejdets videreføring var imidlertid betinget af,
at der skaffedes hjemmel for kommunen dels til ydelse af midlertidigt husleje
tilskud til beboere, der måtte fraflytte kvarterets lejligheder, og dels hjemmel
for ydelse af statslån også til kontor- og forretningsbygninger (hvilket skete ved
lov af 31. marts 1953).
Kommunalbestyrelsen oprettede i 1953 et saneringsfond på 2 mill. kr.
til imødegåelse af de kommende udgifter; magistraten kunne disponere over
fondets midler til saneringsformål for saneringsplaner, der var vedtaget af
borgerrepræsentationen. Endvidere nedsattes et fællesudvalg til behandling
af saneringsspørgsmål.
I foråret 1954 var forholdene bragt endelig i orden, herunder tilveje
bringelsen af det fornødne antal erstatningslejligheder, således at saneringen
i Adelgade-Borgergade-kvarteret kunne genoptages; ialt var der tilbage i
kvarteret ca. 1.000 lejligheder og ca. 800 erhvervslokaler. Saneringen ventes
tilendebragt i løbet af ca. 5 år, se endvidere s. 118 ff.
I 1953 havde fællesudvalget, der var nedsat til behandling af spørgsmål
om sanering af usunde bydele, godkendt saneringsplan for en karré på Vester
bro, Saxogade-Matthæusgade-Westend-Vesterbrogade, gående ud på en fjer
nelse af dårlige baghuse (»gårdrydning«) og enkelte særlig ringe forhuse. I
sommeren 1955 vedtog borgerrepræsentationen at erhverve de pågældende
ejendomme og påbegynde arbejdet, når de nødvendige ca. 300 erstatnings
lejligheder var fremskaffet. I mindre målestok og delvis uden forbindelse med
kommunen påbegyndtes i 1954 en totalsanering for nogle ejendomme på
Christianshavn. De gamle bygninger på hjørnet af Prinsessegade og Sofie-
gade —den såkaldte »Dødens Hule« —der indeholdt nogle af byens dårligste
boliger, blev nedrevet og vil blive erstattet med en moderne beboelsesbygning.
Den spændte økonomiske situation, der indtraf i 1950 i forbindelse med
devalueringen og koreakrigens udbrud i juni måned, medførte en diskonto-
forhøjelse fra
3
V
2
til 5 pct. og en kraftig prisstigning; detailpristallet steg
oktober 1949 - oktober 1950 med 26 points. For Københavns kommune betød
det øgede finansielle vanskeligheder, bl. a. som følge af lønstigninger, højere
brændselspriser og større udgifter ved forrentning og afdrag på udenlandske
lån. Lyspunktet i den vanskelige situation var den forholdsvis lave
arbejds
løshed.
For hovedstaden med forstæder var arbejdsløshedsprocenten i årene
1951-55 følgende:
Samlet
arbejdsløshedsprocent
bygnings-
industrien
heraf: metalindustrien
Provinsbyerne
Landdistrikterne
1951
. . .
6,9
10,2
4,2
9,9
13,8
1952
. . .
9,3
13,3
7,7
11,9
18,1
1953
. . .
7,0
9,5
5,8
9,0
12,6
1954
5,0
8,2
2,8
7,8
12,8
1955
5,8
10,8
3,5
9,6
15,6
Københavns kommune
1940-1955.
5