93 / 304
hvortil han havde modtaget Hjælp, var til den kunstneriske Ud
smykning med Roser. Til Trods for denne Kanons historiske Værdi
blev den i 1829 af en Kommission udtaget til Nedsmeltning.
En lignende Skæbne var nær overgaaet den oldenborgske Kanon
„Stærke Samson“, som M a tia s van N o r e n b a r c h havde støbt i
1558. Den er 7,30 Meter lang, men egnede sig kun daarligt til sit
Formaal og blev derfor anbragt paa Tøjhuset som Justitsstykke.
Man straffede nemlig Soldaterne paa lignende Maade som Bøn
derne, der maatte ride Træhesten, blot at Solda,terne i Stedet
maatte „ride Kanonen“. Det er sandsynligvis fra denne dens An
vendelse, at Soldatervitsen døbte den om til „Lange Maren“ (se
Billedet Side 345).
Hele det Terrain Vest for Tøjhuset, som var blevet inddæmmet
og opfyldt, blev nu anvendt til de Værkstedsbygninger og Oplags
skure, som Christian IV knyttede til Tøjhuset. Nogen fast Stab
af Haandværkere synes der ikke at have været knyttet hertil,
men der laa dog Værksteder baade til Forfærdigelse af Lavetter til
Kanonerne, Skæfter til Geværerne o. s. v. Naar der saa var Brug
for Arbejdere blev de engageret, men meget udførtes
ogsaa paa Byens Bøssemageres og Sværdfegeres
private Værksteder.
Blandt Oplagene skal nævnes saa kuriøs et
Depot, som det for Papir, som ogsaa førtes
i Tøjhusets Regnskab. Hertil indkøbtes
og herfra udleveredes alt det Papir, som
brugtes i Kancelliet, og det var selv
følgelig ikke Smaapartier; men ogsaa
de mindre Partier, der brugtes i selve
Hofholdningen, udleveredes herfra,
saa at man af Regnskabet kan se,
at Dronning Anna Katrine har sendt
Bud efter 10 Ark stort Royal Papir.
Det samme var Tilfældet med Blæk
pulver, Pennefjedre m. m. Det er sik
kert fra denne Tid, at den Bygning,
der laa paa den nuværende K o n to r
b y g n in g s Plads, bar Navnet B lik
h u se t (se Planerne Side 339og349),idet
Blæk altid i Tøjhusregnskaberne og an
detsteds skrives „Blik“, saaledes at Byg
ningens egentlige Navn var Blækhuset —
hvad der jo lyder lidt grinagtigt i vore Ører.
Hele det storstilede Anlæg, der gennem
1600’ernes første Aartier fyldtes med Krigs
materiel, var selvfølgelig Genstand for en stolt
Fremvisning, naar Kongen fik Gæster. Man var paa
den Tid ikke saa hemmelighedsfuld med sine
Krigsforberedelser, og kunde man yderligere bi
bringe Tilskuerne Indtryk af, at der var langt mere, end der i
Virkeligheden var, saa var meget vundet. Det rygtedes altid videre!
I 1608 blev Tøjhuset forevist for saa celebre Gæster som Ærke
bispen af Bremen, Greven af Nassau og Hertugen af Mecklenborg.
I 1623 kom Kongens Slægtning, Fyrst Christian den Yngre af An-
halt, som blev vist om paa Tøjhuset af øverste Arkelimester,
A d o lf F r e d e r ik G rabow til Watike.
Fyrsten førte Dagbog paa sin Rejse, og den er heldigvis blevet
bevaret og viser bl. a., hvor imponeret han var over Københavns
Tøjhus. Et lige saa betydningsfuldt Besøg fandt Sted i 1629, da
et fransk Gesandtskab under Baron de Courmesvin blev vist om
kring dernede.
At man ikke var bange for at bluffe de fornemme Gæster, frem-
gaar bl. a. deraf, at de begge noterer, at der fandtes Udrustning
til mellem 50—60000 Mand, samt at der alene af Kanoner fandtes
op mod 3500, hvoraf den franske Gesandt mener med egne Øjne
at have talt 800 Stykker 20—24 pundige Metalkanoner. Oberst
Blom har senere af Tøjhusets Regnskaber søgt at opstille det —
ganske vist kun tilnærmelselsvise — Forraad, der fandtes paa
denne Tid, men han naar dog ikke højere end til Udrustning for
ca. 17000 Mand og til et Antal af ca. 1300 Kanoner.
Som Devise for hele sit nye Anlæg lod Christian IV over Porten
ind til Tøjhusgaarden, der var anbragt paa samme Sted som nu,
indsætte en Sten med den latinske Indskrift:
Tempore pacis de bello cogitasse neminem poenituit, coacti belli
justa causa,
hvilket er udlagt:
A t h a v e tæ n k t paa K rig i F r e d e n s T id , fo r tr y d e r in g e n .
P a a tv u n g e t K rig er r e tfæ r d ig A a r sa g !
Den 11. Maj 1626 galede den røde Hane første Gang over det
nye Anlæg. Det var Provianthuset, det gik ud over; men der
eksisterer ingen Beretninger om, hvor meget der ved den Lejlighed
gik til Grunde, og Skaden blev straks udbedret. I November 1632
var det Bryghuset, der gik op i Luer, men heller ikke her kendes
Skadens Omfang.
— Værst af alt var dog den Brand, som den 12. Februar 1647
ramte Tøjhuset.
Ilden brød ud Klokken halv fire om Eftermiddagen i Svovlhuset,
der jo var bygget lige op til Tøjhusets sydlige Ende. Her var Skibs-
kaptajn Jan J a n se n s Søn i Færd med et fylde Granater i et Rum,
som var opvarmet med en Kakkelovn, og ved Uforsigtighed fra hans
Side antændtes Krudtet.
Det er dog tvivlsomt, om det drejede sig om Granater til Krigs
brug. Egentlige Krudtbeholdninger fandtes der næppe ved Tøjhuset,
selv om der herfra udleveredes Krudt til de Skud, hvorved man
i Staldene vænnede Hestene til Krigsbrug. Derimod
havde allerede Fyrst Christian af Anhalt set, at
der i denne Bygning gjordes Forberedelse til
et stort Fyrværkeri, og det er muligvis
noget lignende, der ved denne Lejlighed
har været under Arbejde.
Paa et Øjeblik stod „Hvælvingen“, som
Bygningen ofte kaldtes, i lys Lue, og
i Løbet af kort Tid sprang den over
til Tøjhuset. Fra alle Sider ilede
man til for at redde, hvad reddes
kunde, men det blev ikke stort.
Felttøjmester K. D. v. Z ern ik ow ,
der var blevet udnævnt i Embedet
Aaret forud, ledede personlig Red
ningsarbejdet, der dog væsentligst
indskrænkede sig til at bringe
de mindre Krudtbeholdninger, som
fandtes ved Tøjhuset, i Sikkerhed.
Blæsten maa have virket fremmende
paa Branden, thi det varede kun kort
Tid, inden hele Tagetagen stod i lys
Lue. Var Forholdene her oppe de samme,
som under Christian af Anhalts Besøg,
har der ogsaa været god Næring for Ilden;
thi han saa paa andet Loft et helt Magasin
af Fyrværkerisager, bl. a. en Række Raketter,
hvoriblandt en paa en god Meters Længde, hvis Stang
var som et lille Mastetræ og hvis Knald var
som „ein ltlein Donnerwetter“.
Men Bernt Petersens Hvælvinger modstod Flammehavet foroven.
Medens hele den øverste Del af Bygningen blev raseret, kunde
hverken Ilden eller de tunge Masser af Vaaben og af Tagets Bly,
der styrtede ned paa dem, bryde dette pragtfulde Bygningsværk.
Derfor reddedes alle Kanonerne og det Vognmateriel, som fandtes
under Hvælvingernes Beskyttelse, medens Harnisker, Sidevaaben
og Geværer, som Kongen gennem hele sin Regering havde fyldt
den øvrige Bygning med, blev Luernes Rov.
Hvad Eftertiden mest maa beklage er naturligvis ikke Tilintet
gørelsen af de mange Menigmands-Harnisker, men mere, at Kon
gernes personlige og særdeles pragtfuldt udstyrede Rustninger gik
tabt. Yderligere var det jo netop i disse Aar, at Rustningerne sang
paa deres sidste Vers, fordi de forbedrede Skydevaaben gjorde dem
overflødige, og af den Grund er den historiske Vaabensamling ret
fattig paa disse Museumsgenstande, der er sikre paa altid at til
trække sig de Besøgendes Interesse.
Ialt skal der ved denne Lejlighed være gaaet ca. 70 Pragtrust
ninger til Grunde og blandt disse flere af historisk Værdi. Saaledes
vides det med Sikkerhed, at den Rustning som Frederik II bar
paa Toget mod Ditmarsken, var indgaaet i Beholdningerne, lige
som Christian IV’s Barnekyrads, der blev lavet til ham, da han
var otte Aar gammel, og to Rustninger, der var sendt ham som
Foræring fra Wolfenbiittel til hans Kroning i 1596, foruden en
Mængde andre.
Christian IV blev alarmeret paa Rosenborg, og til Trods for at
Kirstine Munk søgte at holde den gamle Mand tilbage, ilede han
straks til Brandstedet. To Gange maatte han sende Bud efter
Christian den Yngre af Anhalt.
346