95 / 304
1659 var jo for største Delen rettet over den tilfrosne Kalvebod
strand mod Slotsholmen, hvor Bryghuset laa som den yderste
Forpost. Men Angrebet blev heldigt afslaaet, og med Enevælden
gled Tøjhuset administrativt ind i helt nye Forhold, som det skal
ses i det følgende.
Tøjhusets Administration havde i hele Christian IV’s Tid været
af ret tilfældig Karakter. Ganske vist kendes der fra hele Perio
den en Række Arkeli- eller Tøjmestre, alle Folk af borgerlig Her
komst, der tidligere havde været enten Bøsseskytter (Artillerister)
eller Fyrværkere. Flere Gange var der blevet gjort Forsøg paa
at indskyde en Myndighed mellem disse Tøjmestre og Statholder
embedet (Felttøjmester eller øverste Arkelimester), men nogen
Centralisering af hele Rigets Artillerivæsen var ikke blevet op-
naaet. De til Artilleriet hørende Personer betrag
tedes stadig som et særligt Laug, der i Fredstid
mere havde Karakter af en industriel Virksom
heds Personale, som først ved Krigsudbrud blev
en Del af Hæren. Disse Forhold vil senere blive
nærmere omtalt under Beskrivelsen af Artille
riets tekniske Virksomhed paa Slotsholmen.
I Aarene mellem Christian IV’s Død og Ene
vældens Indførelse groede imidlertid langsomt et
militært organiseret Artillerikorps op. De fra
Fodfolket og Rytteriet kendte Gradsbetegnelser
for Befalingsmænd begyndte at dukke op inden
for dette Artilleri, og blandt disse Befalings
mænd udnævntes til forskellige Tider en Hopmand
(Kaptajn), Oberstløjtnant eller Oberst for Tøj
huset, der dog ogsaa ofte benævntes Felttøjmester.
Efter 1660 indlemmedes Artilleriet i den staa-
ende Hær. Det var inddelt i tre Korps, det dan
ske med Hovedtøjhus i København, det holsten
ske baseret paa Tøjhuset i Gliickstadt (senere i
Rendsborg) og senest det norske med Fæstningen
Akershus som Tøjhus. Administrationen af Hæ
rens Materiel, der som Helhed sorterede under
Tøjhusene —ogsaa for Haandvaabnenes og Skanse
materiellets Vedkommende — kom derved ind
under den paagældende Artillerioberst.
Men derved opstod tilsyneladende en Kollis-
sion med Flaaden, der hidtil havde haft alt
fælles med Hæren. Der blev derfor foretaget
et Skifte mellem de to Værn. Dette var nomi
nelt tilendebragt ved Nytaar 1671, men i Virke
ligheden sagde det ikke stort ud over, at Regn
skaberne skiltes ud fra hinanden. Thi Overkrigs
sekretariatet var stadig det fælles Udgangspunkt
for Kongens Befalinger til begge Værn, og de
„Deputerede ved Søetaten“ var i mange Aar til
lige Kommissariat for Hæren. Yderligere vedblev
Tøjhuset at være Hærens og Flaadens Fællesejen
dom, og lige til 1739 vedblev Obersten for det
danske Artilleri at administrere baade Hærens
og Flaadens Materiel. Derimod var den daglige Administration
delt imellem en Felt- og en Søtøjmester, der hver havde sit under
ordnede Personale af Undertøjmestre, Tøjhusskrivere o. s. v.
Noget andet var, at Christian IV’s Tøjhus efterhaanden blev
for lille. Hvad Rustkammergenstandene angaar, var der stadig
Plads nok i den store Sal; thi vel behøvedes der flere og flere
Geværer, men paa den anden Side gik baade Rytteriets og Fod
folkets Rustninger af Brug. Ogsaa Lofterne var stadig tilstrækkelig
rummelige til begge Værns mere periferiske Materiel.
Værre var det med Kanonerne! Rent konstruktionsmæssigt var
der sket en Ændring, idet man under Christian V begyndte at støbe
bestemte Systemer, og dette bevirkede ogsaa en tydelig Adskillelse
mellem Land- og Søartilleriets Skyts. Tidligere anvendtes de
samme Kanoner begge Steder, blot at man paa de Kanoner, som
brugtes til Søs, bortslog Manipuleringshankene — Delfinerne —
der ellers var i Vejen i Skibenes Kanonporte. Nu udstyres de to
Arter Kanoner hver paa sin Vis, og da samtidig Artilleriet stykke
mæssigt maatte forøges, blev der efterhaanden kun Plads for
Flaadens Kanoner med tilhørende Rapperter i Underrummet paa
Christian IV’s gamle Tøjhus.
Imidlertid byggede Frederik III i Aarene 1665—70 en treetages
Bygning paa det Sted, hvor Christian IV’s gamle Tøjhus havde
staaet. Dens Nordside byggedes i Flugt med Tøjhusets og Proviant-
gaardens Nordgavle, og paa sin Vis fuldførte han saaledes sin
Faders Arbejde ved at opføre den manglende Nordfløj i Tøjhus-
anlæget. Den nye Bygning blev ganske vist ikke bygget sammen
med de to andre, og Trappetaarnene blev ikke, som Tanken havde
væretdet, Hjørnetaarne i Sammenstødene, men staar den Dag i
Dag frit, visende med deres affladede Nordsider, at de ikke er
kommet til at opfylde deres Mission. Mellemrummene til de ældre
Bygninger udfyldtes med Forbindelsesmure, hver med en Port.
Den nye Bygning, det nuværende Rigsarkiv, byggedes af A lb e r t
M a th i sen og var bestemt til i sin øverste Etage at rumme
Kunstkammeret og i den mellemste Biblioteket. Det underste Stok
værk, der var dækket med et Bjælkeloft, gaves Artilleriet til
Felttøjhus. Denne Bygnings Historie vil her kun
blive omtalt i dens Egenskab af Led i Tøjhuset,
medens dens Anvendelse som Bibliotek og Kunst
kammer vil blive udførligt omtalt i en senere
Afhandling.
Det omtalte underste Rum var paa godt 70
Meters Længde og ca. 11 Meters Bredde. Ud til
K a v a lle r g a a r d e n (den nuværende Rigsdags-
gaard) førte ni Porte, medens der til den mod
satte Side kun førte een Port lige ud for Vand
porten i Tøjhushavnens Mur, et Forhold, der og
saa karakteriserer Rummets Anvendelse som no
get, der mere vedkom Land- end Søetaten.
Fra Biblioteksetagen i den nye Bygning skabtes
der en Forbindelse, dels med Tøjhusets Rust
kammersal, dels med Proviantgaardens første
Stokværk ved at der opførtes to Løngange af
Træ, der aabenbart gik hen over de to For
bindelsesmure. Ved Løngange, som er en me
get hyppig anvendt Betegnelse i 1600’erne,
maa ikke, som det ofte sker, tænkes paa
underjordiske Gange. Man betegnede hermed
kun en overdækket Forbindelsesgang mellem
to ellers isolerede Bygninger, og disse Løn
gange kunde godt være af mindre solid Karakter
som f. Eks. her, hvor de udelukkende opførtes
af Tømmer. Den tidligere omtalte lange Løn
gang mellem Tøjhuset og Proviantgaarden menes
at være blevet nedrevet ved denne Lejlighed,
da den nu blev overflødig.
Rustkammersalens Inventar fik i 1600’ernes Slut
ning en Forøgelse af en egen Art. Da C h r istia n V
nemlig overtog Grevskabet Oldenburg ved Grev
Anton Giinthers Død, lod han de oldenborgske
Grevers Rustkammer føre her til Landet.
Efter Tidens Mode havde nemlig disse Grever
anlagt en Vaabensamling, hvori indgik saavel
blanke Vaaben som Skydevaaben fra baade deres
egen Tid og deres Forfædres. Denne blev nu an
bragt i Tøjhusets Rustkammersal og blev ogsaa
optaget i Tøjhusets Regnskab, men desværre paa en meget sum
marisk Maade. Thi da der gik ca. 150 Aar, inden man begyndte
at interessere sig for disse værdifulde Vaaben, er det for den
historiske Vaabensamlings nuværende Forskere ret vanskeligt at
konstatere, hvad det var for Vaaben, man ved den Lejlighed kom
i Besiddelse af.
Saa meget er dog sikkert, at det navnlig var Skydevaaben, der
var repræsenteret i denne Samling, og disse, der for det meste er
Hjullaasbøsser fra 1500’erne, danner nu en af Grundpillerne i den
historiske Vaabensamlings ældre Del. De fleste af dem er over
ordentlig rigt udstyrede Jagtbøsser, smykket med baade Guld og
Sølv, men navnlig med vidunderlig smukke Benindlægninger i
Skæfternes Træ (Billedet Side 351).
Nogen overvældende Interesse for Vaaben synes Christian V ikke
at have haft, og da han endelig Aaret før sin Død inspicerede
det oldenborgske Rustkammer, var det kun faa Stykker, han ud
tog deraf til Overførelse til Kunstkammeret. Hele Resten blev
staaende paa Rustkammersalen gennem hele det følgende Aar-
hundrede og fik sikkert kun den nødtørftigste Afpudsning ved
Tid og Lejlighed, medens der slet ikke var Tale om at reparere
de gamle Vaaben, der efterhaanden stod og faldt mere og mere
fra hinanden.
Svensk Bøddelsværd erobret 1659.
348