155 / 176
152
det. »Halvt førende, halvt ført«, sagde Hr. Edv. B,
engang i en lille Selvbiografi. Det samme gæ lder
Hr.
Georg
B.
Det førende var øjensynligt nærmest Paganisme
og en bittersød Oppositions-Mani — Magter, der paa
visse Steder i Halvfjerdsernes Evropa var moderne,
og som her i B roderparret fandt habile Medier: Folk
hvis Dannelsesniveau og intellektuelle Stade gjorde
det forstaaeligt, at det blev dem, der hurtigt dan
nede et dansk Depot for Tidens Hovedstrømninger,
»Politiken« blev Depotets Udsalgssted. — »Men
langsomt gik det«, sagde Hr. Sven Lange (se Kap. 12),
Cheferne var øjensynlig lidt for fremmedartede;,
de kendte ikke rigtig dette københavnske Publikum,
»med al dets godmodige Hjærnetræghed« (Hr. Ivar
Berendsen).
Det var først, da deres Lærlinge var vokset op,
at der kom F a rt i Tingene, Disse smaa Kommisser:
Esmann, Peter Nansen, osv., var Folk, som vidste
Byens »Svaghed overfor den fixe Form« (Side 136);
de forstod at veje F jerdingkarret ud i Kvint og skære
Alenmaalet ud i Tommer; de forstod at lave nysse
lige Kræmmerhuse; de var Folk, »som smilende og
spottende, smigrende, forargende og morende listede
disse Hensigter ind i det modvillige Publikum« (»Po
litiken« — Side 136).
Den
fixe
frie Tanke, og det
fixe
frie Ord, og den
fixe
uforfalskede Sandhed — solgt i daglig friske,
ganske smaa Portioner, emballeret paa det pyntelig
ste — gik særdeles strygende i Folk.
(Ellers
var det
sikkert bleven upaaagtet, sagde »Politiken« — Side
136),
Det var altsaa Grundene.
Men hvad var
Virkningen
af »Politiken«s Vækst?
Her er én:
»Kjøbenhavn er i dette Øjeblik liberal og national