PolitikensLevnedsløb

151

man efter Evne stylprede paa de berømte Krølle

ben i »Lederne«, kaglede og knirkede i Kroniken,

virrede og vimsede i Reportagen, spjættede og vred

sig i Polemiken, og iøvrigt samlede en Stab, der hen

ryk t og forslagent fimrede og missede mod Publikum.

Men kom nu dette ganske af sig selv? Groede det

ret naturligt ud af daarlig og fordærvet Jo rd?

Næppe.

»En Hovedstadsbefolkning som Kjøbenhavns gli

der ikke ned i P løret af Lyst eller Trang« (Hr. Ivar

Berendsen. Kap. 7), »Politiken« attesterede da og-

saa, at Publikum var

modvilligt.

»Det kjøbenhavn-

ske Bourgeoisi stod fjendsk overfor disse noget frem

medartede, stundom oprørske Ideer — nationalliberalt

opdraget som det var« (Kap. 10). Publikum — sagde

Hr. Ivar Berendsen — havde oprindeligt »en ganske

velanstændig Grundbetragtning af medmenneskeligt

Samliv«; der kunde »meget vel bringes noget brug

bart ud« af Kjøbenhavns Befolkning, »men der maa

selvfølgelig da ikke kæles netop for de daarlige

Sider.« —

Kælen eller ikke Kælen — Resultatet blev, (Hr.

Ivar Berendsen) »en pøbelagtig Presse«; som »kun

trives hvor dens Publikum selv, velklædt og muntert,

er paa Vej til Pøbelen.«

Hvem har

importeret

»disse noget fremmedartede

Ideer«?

»Efter at jeg har været Journalist i tredve Aar

øg fra

Politikens

Stiftelse i 1884 dens Udgiver og

Medarbejder, i de sidste Aar ogsaa dens Redaktør,

har jeg nu ønsket at overlade en ret byrdefuld Virk

somhed til yngre Kræfter« (Hr. Edv. Brandes 31/

. 04).

»Han har i hele den forløbne Tid været

Politikens

tro Ven, der ikke skyede at tage Del i det daglige og

lidet lønnende Arbejde« (Tale for Hr. Georg Bran

des ved Jubilæet 09).

Men bagved disse Herrer ligger atter noget an