151 / 176
148
der maa sluttes, den danner en Ring, og en Vold;
svag som den er, er den det stærkeste, der gives,
vort eneste Forsvar mod det store Ubønhørlige
udenfor.
Klokkeslaget kimer ud, dirrer langsomt hen i en
høj, syngende Tone, og Slægt og Venner trykker
hinanden i Haanden og fornyer Løfterne for en Stund.
S taa ved dem; bryd dem ikke, vær ikke den, der
foraarsager en Anden hint sidste uerstattelige Tab,
Tabet af Troen paa menneskelig Medfølelse.
Men giv ogsaa i Tankerne et Blik til alle hine,
der usete og uhørte sukker efter et menneskeligt
Haandtryk, en deltagende Stemme; husk at vi alle,
mange som vi er, er de smaa og kraftløse, de let
besejrede, at vi kun har Et: hinanden.
Naar Menneskene ikke føler med hverandre, hvem
skal saa gøre det?
Derfor med hver Nytaarsaften, med det udløbne
A ars Minder, med Frygten, det nye vækker, manes
stærkere frem Tanken om hint ene, der staar i vor
Magt; og Tanken slutter ikke alene om de Faa, vi
kender, den breder sig ud over de mange Ukendte,
og som vi taler til dem fra det F jæ rne, hører vi
Stemmer, der bringer Bud og Klang tilbage; Men
nesker for Mennesker, det bliver et Løsen, et Felt-
raab for en Hær, der marcherer frem i sluttede Ge
ledder, hver Soldat støttende den anden.«
Endelig et Brudstykke fra »Politiken«s Distrikts
blad for Frederiksberg, (Et særligt Organ for de
lokale Interesser — se Side 110):
(Blasfemi, en Handling, hvis Strafbarhed
jeg aldrig har begrebet. — Side 124).
»Den va rm h je rted e .
Stille og lydløst røgtede
hun sin Gerning, og hendes Tale røbede, at hun bar
Gud i sit H jerte. Karen var utvivlsomt troende.
Slotspræsten saa hende hver Søndag i Kirken, og
Fruen kunde gøre sin Ed paa, at den svedne Sauce
i Torsdags havde hun selv mere Skyld i end Karen,