150 / 176
147
Vi Danske har jo Ord for ikke at egne os til at
gaa paa Karneval. Vi er for stive og afmaalte, siges
der. Kan være; men vi mindes ingensinde under
sydligere Himmelstrøg at have set en mere løssluppen
Karnevalsstemning, end der udfoldedes her Nyt-
aarsnat.«
Maaske man passende kunde belyse disse »Poli
tikems Nytaarsbestræbelser i 1911 ved følgende Citat
fra »Politiken«s Overvejelser 1888:
» N y ta a r .
Det gyser i E n , --------
Denne dumpe formløse Angst for det kommende.
Ungdommen kender den ikke, for den kan det nye
Aar endnu
bringe. Men
vi, der er paa Vandringen
nedad, tænker kun paa, hvad A aret kan
tage.
Det,
at blive taget fra, det er vi vant til, det er det na
turlige, det vi venter; og hænder det dog engang, at
vi faar noget til Givende, føler vi ikke alene Undren,
men ogsaa Mistro og Skræk; thi Heldet, det kan jo
ikke blive ved, og saa meget sikrere er vi da paa, at
der følger Tab og Savn e f te r .--------
Den menneskelige Bevidsthed er som i en evig
Kamp mod Livet: Du vil ikke miste, ikke give slip,
ikke undvære, hvad du har ejet — og Livet er en
bestandig Misten, et uophørligt Tilbagetog Fod for
Fod. Vi kan ikke glemme, og Erindringen trækker
Linier fra disse Billeder fra fordum og til nu, og der
er Oprør i os, Oprør mod hin Grusomhed, der er
over al menneskelig Grusomhed, at Livets Fylde er
om os som en Kaabe i Vejens første Strækning, men
Stykke for Stykke flænges den af Slid og Overlast,
og fattigere og nøgnere for hvert Skridt gyser vi end
mere ved Tanken om den fordums Overflod,
Nytaar! vi fryser. Der er stille i Stuen, Alle
lytter efter Klokkeslagets skarpe Hammerfald. Det
første Slag — vi løfter Glasset mod hinanden, ser
hinanden i Øjnene; der er en stum Spørgen, et stumt
Tilsagn i hvert Blik: vi er her, vi holder sammen, vi
svigter ikke; , . . Haand i Haand, det er Kæden,
10
'