152 / 176
149
eftersom hun havde laant Karen Thomas a Kempis,
og Thomas a Kempis havde fanget Karens Sind med
sin Troldomsmagt.
Men saa fik Slotspræsten en Nat et Podagra-An-
fald og skulde have varmt Omslag. Fruen gik ud i
Køkkenet for selv at hente Vand. Hun havde været
gift i 30 Aar, og hun kunde derfor ikke tage fejl af,
at der sov to i Pigekammeret. Hun var imidlertid
en bly Kvinde, men Karen skulde den næste Dag
faa at vide, at Synden straffer sig selv og vorder
yderligere straffet. Slotspræstens Hus var et sæde
ligt Hus og et troende Hus, og ingen kunde sige an
det, end at hun holdt det i Tugt og Æ r e . ------------
Nøgleknippet hang paa Fruens Morgenkjole og
Slotspræsten paa hendes Arm, da hun næste Morgen
gik ud for at holde Dommedag over Karen, Da hun
kom ind i Pigekammeret, laa Karen der og sov saa
fast og godt, som kun Synden og Uskylden sover,
og F ruen følte sig endnu dybere krænket over denne
Forhærdelse. Hun skulde netop til at støde i Dom
medagsbasunen, da hun fik Øje paa et lille Skilderi
over Karens Seng, paa hvilket der med forgyldte
Bogstaver paa hvid Bund stod: »Hvo, som kommer
til mig, ham viser jeg ikke bort.«
Slotspræstens Hus var et troende Hus og et sæ
deligt Hus, og Fruen skulde lige til at lade sin Haand
falde tungt paa denne Forsmædelse. Men Slotspræ
sten holdt hende tilbage: »Hun følger Skriftens Bud
saa godt, hun forstaar, og husk forøvrigt, hvad Skrif
ten siger: Hvad I vil, at Menneskene skulle gøre
mod Eder, det gøre I ogsaa mod dem.«
Og han kastede et dybt forstaaende Blik paa den
sovende Synd, hinkede tilbage ved Fruens Arm og
drog et tungt Suk. Men om det kom fra den smer
tende Taa eller andet Steds fra, det sagde han ikke
noget om.«