25 / 288
A. H. M. A N D R E A S E N
ligger en detailrigdom, som der er håb om at få indpasset i kemien.
Teorien for atomernes ydre struktur, kvantemekanikken, forelå i det
væsentlige færdig, hvor vi her begynder. Årene, der siden er gået, om
fatter første afsnit af en udvikling analog med den, der fulgte efter
Maxwells opstilling af de elektromagnetiske grundligninger. Foruden
at give en mere detailleret forklaring af atomernes opbygning har den
bidraget stærkt til en forklaring af stoffernes opførsel, både hvad deres
kemi og fysik angår, herunder arten af de kemiske bindinger og metal
lernes elektriske og magnetiske egenskaber. Endnu er det ganske vist
ikke lykkedes ad deduktiv vej at opstille et skema, som principielt til
lader en beregning og forudsigelse af stoffernes egenskaber og reak
tioner, men der er dog opstået en helt ny disciplin: den kemiske fysik.
Det mest slående bevis for den stedfundne udvikling vil tvivleren
måske se i det bidrag, den har leveret til en så klassisk videnskab som
vor almindelige erkendelsesteori. Denne side af forskningen er navnlig
blevet uddybet af Niels Bohr. Man bryder her med den tidligere fysiks
princip om eentydig forudsigelighed af fænomenerne, idet det Bohrske
komplementaritetssynspunkt har erstattet eller begrænset den deter
ministiske opfattelse af naturen.
Også indenfor den klassiske fysik har de senere års forskning givet
resultater. Vi kan her minde om den betydning, ultralydforskningen
har fået for undersøgelse af konstruktionsmaterialers egenskaber, samt
aerodynamikken, der har fået en særlig aktualitet for opnåelsen af de
største flyvehastigheder (lydmuren).
Vort øgede kendskab til stofferne har ført til mange mærkelige
nyheder af stor praktisk rækkevidde. En forklaring af halvledernes op
bygning resulterede i fremkomsten af den såkaldte tør-ensretter og af
germanium-transistoren, som lover meget for telefon- og radiotek
nikken. En omtale for sig fortjener de apparater, fysikerne i de senere
år har skabt sig, oprindelig vel til brug for den videre forskning, men
som i mange tilfælde har vundet indpas i industriens kontrolværkste
der. Man kan her nævne elektronmikroskopet, der forstørrer 40.000
gange, samt elektrooscillografen og Geiger-Miiller-tælleren, der hver
især har muliggjort en helt ny måleteknik. Den sidste har også fundet
anvendelse i arkæologien. Der forekommer imidlertid også apparater,
som åbenbart kun var bestemt for fysikerens eget værksted, men som
20