16 / 583
13
Af dette Udvalg vil ses, at Byens Borgere gav hele Gaarde til Kirken, og af de
særlige Altres og andre Kirkers Historie kunde Listen føres op til Hundreder af
Navne, der for os intet betyder.
Yi kan slutte vor Beretning om Københavnere under Roskilde Bispestol, som
vi begyndte den, af Personalia findes saa godt som intet af Betydning udover
Navne og korte Yedtegninger. Huitfeldt har nogen politisk Historie, men kun lidt
er optegnet, der giver et blot nogenlunde fyldigt Billede af Borgernes Liv, knyttet
til Personer. Det er først, da Christoffer af Bayern tager Staden i Besiddelse og
gør den til Rigshovedstad, at Københavnerne begynder at optræde med mere end
blotte Navne.
Nu siger det sig selv, at vi paa disse 100 Blade ikke paa nogen Maade kan
skrive Københavnernes Historie. Vi maa, idet vi forudsætter Stadens Historie
nogenlunde bekendt og uden at indlade os paa at skildre Bygninger, Institutioner
endsige Erhvervsvilkaar og Levesæt, indskrænke os til at nævne en Række Mænd
og Kvinder, der hver for sig har været »kendte Københavnere« paa Grund af
deres Forhold til det, der hændte i Staden til de forskellige Tider. Dette er ikke
»Historieskrivning« — med et dybt Buk for de »lærde« —. Bevares, hver blive
ved sin »Læst«! Yi gaar let hen over de egentlige »
historiske
« Skikkelser, der
mere danner Rammen om end Genstanden for vore Beretninger.
II
KØBENHAVNERE I KONGETIDEN T IL REFORMATIONEN
Med Kong Erik af Pommern i 1416 begynder Københavns Historie som Rigs
hovedstad, dog ikke ubestridt. Det var den kendte Roskildebisp Peder Jensen
Lodehats Død 19. Okt. 1415, der gav Kong Erik Anledning til at forlange Staden
af Roskilde Bispestol, og da det nægtedes ham, tog han Byen i Besiddelse, og
Striden stod nu ved Forhandlinger og Rettergang paa i en lang Aarrække. I 1443
brændte Kongsgaarden i Roskilde, og Kongen, nu Kristoffer af Bayern, flyttede
Rigets Sæde til København. Ved Kongens Død, og da Rigsraadet indkaldte
Kristjern den I af Oldenborg, maatte Kongen for at blive hyldet af Bispen i Ros
kilde i 1448 indvillige i at lade Striden paadømme af Rigets gejstlige og verdslige
Raad; men Sagen kom først frem i 1493, og Lensmanden Hans Griis stod frem
og fik et Stokkevidne af 12 Dannemænd, at Slottet og Staden i 60 Aar havde væ
ret Kongens. Hermed var Sagen endelig afgjort retlig set, men Aarstallet for
København som Hovedstad bør vel sættes til 1416 eller maaske til 1443.
At Kongen tog København i Besiddelse og senere flyttede dertil betyder en
gennemgribende Ændring i Københavnernes Forhold. Og for os betyder det nye
faste Rammer, hvorunder vi i 400 Aar kan indordne vore Københavnere.
Først at nævne er Kongen og Hoffet. Ganske vist er Kristian den fjerde den
første danske Konge, der fast tog Ophold i Hovedstaden. De første Konger af det
Oldenborgske Hus tilbragte deres meste Tid i Leding eller ved at drage rundt i
Riget, som vi siden skal se, men Kongeborgen blev et Led i Stadens Liv, og Hoffet
fik Betydning for Staden fra først af.
Dernæst aabnede Kongens Indtog Byens Porte for Rigets Adel. I Middelalde
ren var det Adelen forment at have Gaarde i Købstæderne, i Bispestaden havde
de ingen. Bisperne selv var ofte Adelsmænd, deres Fogeder ofte af Lavadelen,