BogenomKøbenhavnerne

men først med Kristoffer af Bayern laar Adelen Gaarde og fast Fod i Staden.

Der opstaar imidlertid ikke før 1660 noget, vi vilde kalde By adel, som i Italien,

Frankrig og Tyskland. Adelen er knyttet til Herregaardene, der var deres Hjem,

de var Jorddrotter, og kun Bigets Tjeneste kaldte dem til Hovedstaden. Men

deres unge Mænd og Kvinder knyttedes til Hoffet, Lensmænd og Statholdere tog

fast Ophold i Byen, og paa indkøbte Grunde, senere særligt paa Klostergrunde

og Kirkegods byggede Høj adelen, hvoraf Bigsraadet fremgik, deres Gaarde ved

Købmagergade, Østergade, Højbro og paa Helligaandshusets og Klostrenes

Grunde. Svære Stenhuse ganske som de Herregaarde, der endnu staar rundt i

Landet med Haver og Tjenerboliger, beskedne i Sammenligning med Udlandets

Paladser, men udpræget forskellige fra Borgernes Hus. De sidste af disse Adels-

gaarde, der efter Enevælden blev Palæer, er først gaaet ud af Adelens E je, da

Grev F r ijs ’ og Moltke-Bregentveds samt Thotts Palæ for ganske nylig blev afhæn

dede.

Og hei hai vi altsaa næst Hoffet en sluttet Kreds, der op til Begyndelsen af

forrige Aai hundrede repræsenterede en særlig Gruppe Københavnere — de høj-

iornemme.

Indtil Beformationen var den katolske Gejstlighed med dens Prælater, Kan

niker, P iæ ster og Munke samt Nonnerne i Set. Klara Kloster en særlig Gruppe.

Beformationen slettede dem ud. Adelen traadte ikke ind i den protestantiske

Gejstlighed; med de fangne Bisper i 1536 forsvandt Adelen af Stadens Gejstlighed

og af Landets ogsaa. Som politisk Stand bevaredes dog Gejstligheden og de Høj

lærde (Universitetets Professorer) til 1660, saa gaar de over i Borgerskabet.

Den fjerde Gruppe er Borgerne, til det 15. Aarhundrede var de delt i de egent-

lige Boigere, Handelens Mænd, der ene styrede Byen, og Haandværkerne, der

overalt stod udenfor Stadsstyret. Dette ændredes dog snart, og i vor Fremstilling

kan vi ikke opretholde nogen Deling af Borgerskabet, d. v. s. de husejende Bor

gere af Staden og den Gruppe, der er afhængig af dem uden Bettigheder, det tal-

lige Tyende og Byens Smaafolk. Vi tager dem under et og udsondrer kun senere

de egentlige Kongetjenere, lavere Embedsmænd, Militære til Lands og Vands,

som staar i nøje Forbindelse med Hoffet og er under Hoffets Borgret.

Omegnens Bønder, der i høj Grad præger København, kan vi ikke forbigaa

som femte Giuppe, selv om de ikke er Københavnere. Men hermed er vor Ind

deling givet, og den er for Oversigtens Skyld at opretholde til den Guldbergske

Peiiode sidst i det 18. Aarhundrede. Indenfor Grupperne sondrer vi ikke, vi gi-

ver ikke Erhvervshistorie og skal kun beskæftige os med Personer, ikke med

Kultui historie. De interessante Gilder og Laug kan vi ikke nærmere omtale.

Hvad Hoffet angaar, er det mere Kongeborgen end det, vi kalder »Hoffet«, der

beskæftiger Byen og bidrager til dens Fysiognomi. Vi har allerede sagt, at Kon

gerne lejste rundt i Landet eller førte deres Hære paa Krigstogter. Erik af Pom

mern tilbragte sin Tid med at slaas med Holstenerne og forsøge at dæmpe Oprør

i Sverige, i to Aar var han paa Bomarejse, og i 1436 tog han Ophold paa Gulland,

til han 1439 regulært blev sat paa Porten af Bigsraadet. Han havde Interesse for

Handel og Købstæder, gav København Privilegier, han grundlagde Helsingør,

hvor en pudsig lille Figur, der skal forestille ham, sidder og passer paa Rute