BogenomKøbenhavnerne

fortsatte sit Forhold til Dyveke, der døde i Sommeren 1517 rimeligvis af Blind

tarmsbetændelse eller Mavesaar. Der tales om Gift.

Slotsherren eller Lensmanden paa Københavns Slot Torben Oxe, af en mæg

tig lollandsk Adelsslægt, blev beskyldt for Vold mod Dyveke og antydet Giftmord.

Rigsraadet frif andt Torben Oxe, der rimeligvis har været fuldstændig uskyldig i

Frillens Død, men Kongen lod ham imod Haandfæstningen dømme af Serridslev

Bønder og henrette i Rosengaarden. Da Kongen efter Dyvekes Død tog Mor Sig

brit til Raadgiver, og det saa ud til, at han efterstræbte Enevælde, rejste Adelen

sig mod ham, og ved det stockholmske Blodbad fik han Tyrannavnet, som selv

Poul Eliasen hæfter paa ham i Skibykrønniken.

København havde dog al Aarsag til at føle sig knyttet til den unge Konge og

hans Raadgiverske. Han vilde gøre Staden til en stor Handelsstad, og der fore

ligger fra hans Raadskammer gejstlige og verdslige Love, der er langt forud for

Tiden i sand demokratisk Aand. Slaget mod ham blev rettet af Marsken Mogens

Goye og den jyske Adel, der støttet til Haandfæstningen opsagde Kongen Huld

skab og Troskab. Han forlod med Mor Sigbrit København 1523 for ikke mere at

gense Staden. Men Københavnerne glemte ham ikke. Smigrens Røgelse har de

siden ofte ofret deres Konger, men ham ofrede de deres Hjerteblod trofast i 14

Aar. De holdt ved ham og ti Aar senere flokkedes Borgerne om hans Navn. Hans

senei e Skæbne vedkommer os ikke her, han døde i Kallundborg som Fange 77

Aar gammel i 1559.

Romanhelten i Danmarks Kongehistorie.

Han havde holdt Hof i København i de ti Aar, han regerede, han havde gre

bet aktivt ind i Stadens Styrelse og støttet dens Borgerskab, og det kan vel nok

siges, at han var den første Københavner paa Tronen, født og opdraget i Staden.

Hans romantiske Livshistorie har omgivet ham med et Skær, som vel fordunk-

ledes, da Gottorplinien besteg Tronen, men som, da Borgerskabet blev Herre i

København 300 Aar senere, skabte ham et Ry, som vel nok er ufortjent. Det er

moderne svenske Historikere som Hildebrandt, der vistnok har fældet den rig

tige Dom over den excentriske, karakter- og villieløse Konge. Men han tilhører

altsaa Københavnernes Hofromantik, og der vil han altid beholde sin Plads. Dy

veke og Mor Sigbrit kender hvert Barn endnu.

Kong Frederik den I var tysk og blev aldrig dansk, vi vil komme tilbage til

ham under vor Skildring af Religionsstridighederne, der endte med Reformatio-

nen, hans Ophold i København var ikke langvarige.

Ved at kaste et Blik paa de Oplysninger vi har om Stenhuse i København ved

Middelalderens Afslutning, finder vi af adelige Stenhuse Væbner Anders Jensens

nord for Gammel Torv, Torben Billes øst for Gammel Torv, de to eneste i Frue

Sogn. \ ed 1500 nævnes Galternes Gaard ved Østerport, Rønnowernes Gaard ved

Kompagnistræde, Rosenkrantzernes ved Højbrostræde og Gøyenes ved Helliggejst

og Amagertorv. Men i de første tyve Aar af det 16. Aarhundrede tager Ådels-

gaardene til. Vi ser som Husejere i København Mænd af Slægterne Lunge, Gagge,

BiHe, Thott i Bjørnebogade (Købmagergade nu), Rosenkrantz (flere Gaarde),’

Barsbæk, Rud, Tidemand, Gyldenstjerne, Krummedige, Brok, Laxmand, Gøye

(flere Gaarde), Meinstrup, Grubbe, Oxe, Norby, Rønnow, Rantzau, Urne, Raven-

berg og Bjørn. Det vil sige, at den største Del af Rigsraadsadlens Slægter nu hav

de Gaarde i Hovedstaden.

Bogen om Københavnerne.