BogenomKøbenhavnerne

bilerne paa Torvet. Med København har han kun lidt at skaffe, og Borgen har

næppe været beboelig i hans Tid.

Yi aner ikke, hvordan Københavns Slot saa ud i det 14. og 15. Aarhundrede.

Vi ved, at Borgerne skulde »ise« Slotsgraven og fik den Pligt ophævet i 1457 af

Christiern I. Borgen var brændt 1248 af Lybækkerne og jævnet med Jorden 1368

af de forenede Hansastæder, og der var da ikke andet tilbage af Absalons Borg

end det, vi nu alle kan bese i Kælderen under Christiansborg. Der tales 1361 om

et Slotskapel, der maaske ikke blev nedrevet, og var det, hvori Christiern II lod

Paul Eliasen præke. Men i Erik af Pommerns og Christoffer af Bayerns Tid ved

vi intet om en Kongeborg.

Det er heller ikke sandsynligt, at den lille tykke og glade Christoffer af

Bayern, om hvem ingen Københavner kan gøre sig det ringeste Begreb, og som

var c. 20 Aar, da han kom paa Tronen, og 30 Aar, da han i 1448 døde paa Hel

singborg Slot, har opholdt sig i København. Biget blev lige fra Erik af Pom

merns Udjagelse og til 1481 styret af to sejge og stærke Jyder som Bigshofmestre,

Otte Nielsen Bosenkrantz til Hevringholm til 1456 og hans Søn Erik Ottesen Bo-

senkrantz til 1481. Erik Ottesen havde en Gaard i Højbrostræde, den Gang var

Højbroplads delt i to Stræder (som i den Leoninske Staddel af Bom fra Engels

borgen til Skt. Peter endnu den Dag i Dag Borgo vecchio og Borgo nuovo). Den

laa ved Hjørnet af Ladbrostræde (Læderstræde), og her boede Erik Ottesen, til

han trak sig tilbage til Mariager Kloster, hvor han døde 1503. Han kaldes en F a

der for Folket.

Først Christiern den I byggede Københavns Slots vestlige Fløj (B laa t a a r n

stod), og Kong Hans fuldførte Biddersalen i denne Fløj, stort mere ved vi ikke

om den Tid. Heller ikke denne Konge kan have opholdt sig meget i København.

Han havde ægtet Christoffers unge Enke Dorothea, men hans Begering foruro-

ligedes af Karl Knutsons Oprør i Sverrig, der endte med, at han personlig blev

slaaet paa Brunkebjerg 1471, hvorefter han rejste til Bom og lod sin Bigshof-

mester regere. Den lange Splid, der siden Valdemar Sejrs Død havde hersket

mellem Bigets Stormænd, gejstlige og verdslige, og Kongemagten, endte med den

verdslige Adels Sejr, og Bigsraadet blev i næsten to Hundrede Aar formelt Lan

dets suveræne Magt. Danmark en Adels-Bepublik med en Konge i Spidsen som

Frankrig før Ludvig den XI.

Chiistiein den I døde Natten mellem 21. og 22. Maj 1481. Hans Dronning Do-

lothea, en Datter af Markgreven Johan af Brandenborg (Alkymisten), skal have

været en klog Dame, der levede lykkeligt med sin Mand, hvem Historien ikke ud

styrer med de Friller, der ellers er fast Tilbehør til Fortidens Konger. Efter hans

Død var hendes Len Slesvig-Holsten. Hun rejste til det hellige Land, men kom

ikke længere end til Bom. Innocents den VIII og Borgia Pavens nøjagtige Dag

bogskriver Schweizeren Buchardt giver en Skildring af hendes festlige Mod-

tagelse, hendes fuldkomne Mangel paa Etikette og hendes Følges »raa og bond

ske« Optræden. Hendes Afrejse var stille. Skildringen er morsom, men naar

man erindrer, at Benvenuto Cellini skildrer Franz den førstes Hof i Paris som

barbarisk, fristes man til ikke at overvurdere det indbildske Pavehofs Dom. Do

rothea døde paa Kalundborg Slot 1495.

Kong Hans var vel nok den første danske Konge, der har delvis holdt Hof i

København. Smaat har han boet, Kongefløjen, som vi kender fra senere Tider,