BogenomKøbenhavnerne

rejsning, han er den første fremragende Københavner af de lærdes og Litera-

ternes Kreds, hans Værker kan læses med Udbytte den Dag i Dag, og Skiby-

krøniken, dei fandtes indmuret i Skiby Kirke er hans Værk, og bringer os en

Historieskrivning saa frisk og temperamentsfuld, at man forstaar, at vore For-

fædre ogsaa var levende Mennesker, der blot efter deres Død er blevet balsa

merede og stivfrosne af lærde Historikere.

Den tredie Professor i Teologi var en Skotte, Peter David Skotte kaldes

han, han var før i Aberdeen og indforskrevet fra Køln. Ved Indvielsen blev

han Dekan i det teologiske Fakultet og levede saa i København i omtrent 50

Aar, til han i 1520 døde af Pesten 70 Aar gammel. I Skibykrøniken har hans

Kollega Poul Eliasen givet ham en smuk Karakteristik, der ender med Ordene:

»Men mindre Fortræd rinder der af ulærd Bondevæsen end af lærd Ond

skab og Forvrængelse«. Disse Ord lyder ved den første og sidste danske Skola

stikers Baare, de er ægte danske! Pave Martin V havde sagt, hvorfor skulde

Københavnerne studere Teologi, det kom der bare Kvalm af! Og han fik Ret.

Adelen har lige op til Christian den IV’s Tid forpagtet den juridiske Læ r

dom, og Erik Nielsen Rosenkrantz, født 1447, og Søn af Ridder Niels Nielsen

til Tange i Jylland, og næppe som det almindelig siges paa Fyn, var Doktor i

Kanonisk Ret fra Erfurt, blev 1480 Prof. theol. Han var af de halvt verds

lige Kanniker, der af Kongerne benyttedes i Stillinger, der svarer dels til vore

Ministres, særlig Finansministre, Kultus- og Justitsministre, dels tit var Kabi-

netssekretærer; han var 15 Gange Rektor og fra 1480—1501 Universitetets Vice-

kanslei og særlig knyttet til Skolen sønden for Frue Kirke (nu Metropolitansko-

len), hvor Universitetet i sine første Dage havde tilhuse. Han var »Bensluger«

i en Gi ad, som næppe kan overgaaes, besad en lang Række Præbender og døde

1504 eller 1505 og blev begravet i Vor Frue Kirke. I hin Tid summede adelige

Ynglinge som Honningbier om de gejstlige Præbender og Kannikedømmer, af

Københavns Kapitels Dekaner er ikke mindre end 9 i hin Tid Adelsmænd af

Rigsraadsslægterne, et talende Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad den katholske

Kirke øgede sin Rigdom og et Bidrag til Forstaaelsen af, at Borgerskabet saa

villigt lejste sig mod den, da Luthers Lære naaede København. Fire juridi

ske Professorer, der iøvrigt aldeles ikke docerede dansk Ret — den indføres

føl s! under Christian den IV ved Universite^É — var Tyskere. Foruden Niels

Rosenkrantz var af Danske kun den senerJM aa berømte Vincents Lunge til

Tirsbæk, som Huitfeldt kalder »en prægtig Mand, veltalende, forstandig og

brugelig«. Han blev senere Rigsraad og spillede en afgørende Rolle under de

voldsomme Begivenheder efter Christian den Andens Forjagelse i 1523. Han

blev senere gift med en Datter af den berømte Fru Inger af Østraat og Stat

holder i Norge, hvor han den 3. Januar 1536 blev myrdet af en Folkesværm.

Han er en af Reformationstidens mærkeligste Skikkelser.

Kun en medicinsk Professor nævnes: Alexander Kinghorn, en Skotte, der

ei Christiern d. II s Læge, blev 1513 Professor i Medicin, men benyttedes til

Gesandtskaber hos Henrik d. VIII af England og forlod Landet sammen med

Kongen. De filosofiske Professorer var mest Udlændinge, dog bør nævnes

Christian Therkelsen, en Morsingbo, født 1485, der senere blev Peder Oxes Lærer

og ved Universitetets Forfald drog til Basel for i 1537 at blive kaldt tilbage og

bære Størsteparten af Æren for Oprettelsen af det nye lutherske Universitet i