BogenomKøbenhavnerne

bortset fra enkelte naturvidenskabelige Genier i det 17. Aarhundrede. Det be

gyndte at dæmre under Christian den fjerde, saa sluknedes Gløderne, og først

under Frederik den IY ophører København at være en halvt uvidende Pro

vinsby paa alle aandelige Omraader. Selv en Literaturens Skaber, Holberg,

er en begrænset Aand, og i Bogen over den europæiske Verdens aandeligt Store

er Danmarks Folio saa godt som blankt op til det 19. Aarhundrede — et Par

Læger samt Tycho Brahe og Niels Steno, de to sidste forjagede fra Danmark!

Nordens Oldtids Guldalder med den islandske Digtning ligger 7—800 Aar

før vor Literaturs Guldalder, et Forhold der svarer til Forholdet med den la

tinske Guldalder og Dante, Petrarca og Tasso. Nu følges Nord og Syd ad, hvor

der før laa Aarhundreder imellem. Men kunde ikke den katolske Gejstlighed,

der skabte Middelalderens Aandskultur, banede Vejen for Benæssancen og ud

foldede den, have bragt Syd og Nord tættere sammen, da Middelalderen hørte

op? Det er kættersk at sige sligt — maaske. Parolen er den, Macaulay giver,

at Protestantismen frigjorde, Katolicismen slavebandt. Den, der kender Høj-

lenæssancens Bom, er ikke helt sikker paa dette. Beformationen flyttede indi

rekte Aandscentrene fra Spanien og Italien til Frankrig og Vesteuropa, os

bragte den ikke direkte Kultur. Lad os saa se, hvor Københavns Gejstlighed

stod, da Beformationen kom og bragte »Aandsfrihed«!

Ved 1500 tilhørte alle Bisper paa ganske faa Undtagelser nær de adelige

Stormandslægter, og saaledes havde det været, saalænge nogen kunde erindre,

iVbsalon var ogsaa en ætstor Mand. Bisperne favoriserede deres Slægt og Ven

ner, og Nepotismen florerede i Norden som i Bom. Kannikedømmerne til

faldt Adelen, de betydelige Stillinger som Priorer i Klostrene forbeholdtes de

facto Adelen, og det blev de fattige Munke, Præster og Skolelærere, der til

hørte Borgerstanden, sjældnere vel Bondestand. Men Bisperne var Kongens

Kanslere, de sad inde med stor boglig Viden, og Prælaterne bar den aandelige

Kultur, Folket overhovedet besad. Kun i de fornemste Stormandsslægter, der

alle talte høje Prælater, kendtes boglig Dannelse og Opdragelse. Videnskaben,

om saadan Betegnelse kan anvendes paa dansk Aandsliv ved 1500, var i Gejst

lighedens Hænder. Af Borgerstanden kunde enkelte store Købmænd være ade

lige Stormænds lige i Kultur, men de var faa. Skolelærerne stod lavt, og Køben

havnerne ved 1500 har næppe været paa Højde med den lavest staaende Befolk

ning i vore Dages mindst civiliserede Lande.

Bisperne Oluf Mortensen Baden i Boskilde, siden Erkebisp i Lund, død

1485, Niels Skave, Kongens Kansler, d. 1500, Joh. Bavensberg, ogsaa Kansler,

d. 1512, og endelig Lage Urne, 1513—1529, Doktor i Kirkeret, Udgiver af Saxo

og Universitetets Kansler, var alle af Adel. Lage Urne spiller en betydelig

Bolle i Københavns Kirkeliv og først efter hans Død trængte Beformationen

igennem. Danmarks Kirke var kun formelt afhængig af Bom, og Paven i Bom

fik først Betydning for Københavnerne, da man begyndte at skælde ham ud.

Ved Beformationen spiller tre Faktorer ind: Beligiøsitet, Dogmatik og Poli

tik. Den lutherske Deformation i København var nogle faa Maaneders Værk,

det kan derfor roligt hævdes, at med Beligiøsitet havde den ikke meget at gøre

— tværtimod, de religiøst indstillede holdt længst ved den gamle Lære. Om

man er Mithradyrker, Jøde, Muhamedaner, Lutheraner eller Katolik betyder