BogenomKøbenhavnerne

intet for »den religiøse Følelse«, der i sit inderste Væsen er pantheistisk Fø

lelse, hvor Viden erstattes med Symboler, om hvilken Troen slynger sig. Hvad

Dogmatiken angaar, er Romerkirkens Skolastik og Luthers Teologi »einsbier«,

for os, lige uforstaaelig og meningsløs. Københavnerne ved 1530 har ikke været

klogere end vi. Tilbage bliver saa det politiske, og det tør vel siges, at Refor

mationen i København gennemførtes ved en Rlanding af politisk Fanatisme,

Opvigling af uvidende Masser, der under den uhyggelige Svedsyge og andre So

ter, ved Rorgerkrig og Nød let lod sig suggerere, og bevidst Reregning fra Fy r

sters og Stormænds Side for at skyde Rom helt tilside og tilegne sig Kirkens

Gods og Rispernes Indflydelse, Herredømmet over Folket i videste Maal, hvad

der ogsaa lykkedes.

I København gik det som bekendt som Fod i Hose. Da Christiern den an

den indforskrev Martin Reinhard i 1520 for at præke Lutherdom, blev han

»grinet ud« paa godt københavnsk. Poul Eliasen, der ligesom den store Kar

dinal Cusani prædikede »Reform paa Hoved og Lemmer« i den katolske Kirke,

hvad Erasmus ogsaa havde gjort, opnaaede kun at fremhæve de politiske

Mangler ved Kirken, og saa kom de haandfaste Karle til som Klaus Mortensen

Tøndebinder, Frans Vormodsen, tidligere Karmelittermunk og Poul Eliasens

Medarbejder, og først og sidst Hans Tavsen, der var en af disse sjældne Be-

gavelser, der kan tale Mængdens Følelse til. De satte i 1529 Fart i Reforma

tionen, og København blev pludselig luthersk. Det viste sig ved, at Frederik

den første, der aldrig var bosat i København, hans Rigshofmester Mogens

Gøye, hans holstenske Ledsagere og de adelige Stormænd langede ud efter

Kirkegodset. Rorgerne slog Rillederne i Stykker og raserede Altre i Frue Kirke,

men de store tog de nedlagte Klostre og angreb Rispegodset. Roskildebispen

Joachim Rønnow, der aldrig blev anerkendt af Paven, var af samme Type som

Cæsar Rorgia, der gladelig ombyttede Kardinalpurpuret med Brynjen, en spore

klædt Herremand, som de berømte franske Kardinaler, og mere end villig til at

sælge Rispestolens formentlige Krav paa København til Kronen for klingende

Mønt til sig selv. Poul Eliasen siger vistnok med Rette, at han var ved at

kaste Rispekaaben og som Ridder ægte Mogens Gøyes Datter, den navnkundige

Rirgitte Gøye, og det er let at se, at med en saadan Forsvarer var Romerkir

ken ilde faren i København. Aarhusbispen Ole Riide var iøvrigt den eneste

Kirkens Mand blandt Danmarks Risper, men selv han var paavirket af sin

mægtige Slægt.

Reformationsbevægelsen, der hængte nøje sammen med Borgerskabets

Rejsning mod den holstenske Konge til Fo rsvar for Christiern den II og dets

bagvedliggende Agt at gøre København til et nordisk Lübeck, ligger udenfor

Opgaven med vor Skildring. At kalde den en religiøs Bevægelse er — bortset

fra den religiøse Følelse hos en Aand som Hans Tavsen — et Misbrug af Or

det. Henrik d. VIII gjorde Reformationen i England hæslig, Luther forlenede

den i Tyskland med Geniets Glans, i Danmark blev den speget Politik.

Københavnerne havde indtil da levet under Romerkirken og ladet den tage

sig af det aandelige, mens de enkelt Individers Religiøsitet var rent personlig,

nu lod man af politiske Hensyn Romerkirken falde, kom kirkepolitisk ind

under den lutherske Dogmatik, som man nødvendigvis maatte opfatte negativt,

og blev saa i øvrigt snydt for alle materielle Fordele ved den politiske Om