BogenomKøbenhavnerne

chim Rønnow blev forjaget og Grev Christoffer besatte Byen. Imidlertid var

Frederik den I ’s Søn, Hertug Christian af Rigets Stormænd udset til Konge.

Hans berømte Feltherre Johan Rantzau belejrede København, der hærgedes af

forfærdelige Lidelser, og desuden led under indbyrdes Splid mellem Borgerne.

Den overgave sig den 26. Ju li 1536, og det er typisk for dansk Mentalitet, at ingen

led Straf for Oprøret. Derimod blev Bispen Joachim Rønnow »taget ved Hal

sen« med de andre Bisper og døde som Fange paa Bornholm.

Kongen holdt »Bursprog« med den menige Adel, Borgere og Bønder paa Gam

meltorv. Og samtidig indførtes den nye Lære som Landets Religion, den for-

gyldtes ved Glansen af Kirkens beslaglagte Guld og Gods.

Ved Overgivelsen nævnes kun 3 Københavns Borgmestre Niels Tøndebin

der, Hans Bøse og Ambrosius Bogbinder. Af disse nævnes Hans Bøse, som var

Ambrosius Bogbinders tro Staldbroder under Fejden, i 1544 som Papegøje

konge. Og af Raadmændene optræder under den følgende Periode Karl Finke,

Herman Ditmarsker, Herman Strukmand og Søren Paaske. Den længstlevende

af dem alle var Niels Lestemager, en af Billedstormerne, der 1542 var Kirke

værge ved St. Nikolaj og endnu i Live 1569.

Københavns Forsøg paa at blive Fristad var mislykket, og da Borgerne i 1660

atter meldte sig, fik de trods foregaaende Aars gyldne Løfter kun smukke Ord.

Enevoldskongen glemte dem. Staden beholdt sin Autonomi i Styrelsen efter

1536, men den kom mere og mere i Afhængighed af Kongen og Rigsraadet i de

mere end 100 Aar, hvori den nød varig Fred. Den blev mere og mere Konge

stad, og dens Borgere mistede i mere end 300 Aar al politisk Indflydelse.

Kong Christian den III blev kronet i Frue Kirke i København. Hans holsten

ske Feltherre Johan Rantzau havde skaffet ham Sejren, hans holstenske Kansler

Uttenhof havde ledet hans Planer, men det var den danske Rigshofmester Mo

gens Gøye og den jyske Adel, der havde kaaret ham. Og hans Regering blev

dansk. Ved hans Tronbestigelse indlededes Adelsvælden i Danmark, der udad

til førte Riget frem til en betydelig Stilling blandt Europas Riger, indadtil befæ

stede Velstand og Fred, men efter 100 Aar maatte vige og tage Nederlagets Fo r

smædelse med sig ved Graven, saa alle Fortjenester blev glemt.

I Danmarks Historie er der kun to længere Perioder, som betegner det

store fredelige Frem skridt kun præget af en enkelt Krig, som dog ikke ødelagde

Landet. Det ene Tidsrum er Tiden fra Christian den IITs Tronbestigelse til

Kong Christian den IV’s ulykkelige Krige og Frederik den IIP Svenskerig. Det

andet er de Fremskridtets Aar, efter at Frederik den VI havde overvundet Napo

leonskrigenes Følger ved 1833.

Og det er det første Afsnit, vi nu i vor Beretning om Københavnerne skal

behandle.

II.

ADELSVÆLDEN OG DE HØJLÆRDE.

Det er ikke ofte, at vi i Historien møder Konger, der tilfredsstiller alle de

Krav, man stiller til en god, ærlig og karakterfast Mand. En saadan var Chri

stian den III, og i den danske Kongerække staar han som Mønster paa en Mand