BogenomKøbenhavnerne

i Landet opiettet en Statholderpost i København, til hvem Borgernes Raad

maatte aflægge Ed. Eske Bille var den første og Mogens Gyldenstjerne bestred

den i 1555, senere blev Peder Oxe Statholder, han faldt i Unaade 1558, og Mo

gens Gyldenstjerne var da Statholder fra 1558 til 1566, da Kong Frederik den II

kaldte Peder Oxe tilbage.

Det andet Afsnit af vor Fremstilling af Perioden, som vi altsaa behandler

under et, er Kong Frederik den II’s Regeringstid.

Frederik den II var helt forskellig fra sin Fader. Man siger, at Præstesøn

ner er de vildeste Kammerater, og hans Opdragelse, der var ledet af, hvor beteg

nende, — en Tugtemester —, den senere kongelige Historiograf Hans Svanning,

satte ikke Spoi i hans Sind, han lærte aldrig noget og var ganske illiterær. Da

han blev voksen, den første der kaldtes Prins af

Danmark, fik han E iler Hardenberg til Hofme

ster, forelskede sig paa Malmøhus i dennes Bro

derdatter Anne Hardenberg og var hendes trofa

ste Bejler i omtrent tyve Aar. Fo r saa vidt var

Trofasthed en Egenskab hos ham, da han blev

tvungen til at opgive sin Anne, som Dronning Do-

rothea havde holdt som Lokkedue i et gyldent

Bur i 13 Aar paa Koldinghus, og ægtede sin Bar-

nebrud Sofie af Mecklenburg, blev »min Soffi«

Genstand for en ligesaa vedholdende og trofast

Kærlighed. Venus i typisk Betydning blev ikke

Genstand for hans Dyrkelse, men Bacchus var

han tro til sin Død, derfor har vi Anders Søren

sen Vedels Ord ved hans Baare. Han elskede Jagt

— han og Christian den V er Nimroder blandt

de Oldenborgske Konger —, han omgav sig med en Kreds af unge Adelsmænd, af

hvilke enkelte som Holger Rosenkrantz til Boller blev hans intime Venner, han

overlod Statssager til Johan Friis, Administration af Slot og Flaade til Herluf

Trolle. Krigerfærd var hans Drøm, men han var en slet Hærfører, der blev be

ruset af sit Held til at undertvinge en Haandfuld Ditmarskere,der havdeberedt

Kong Hans saa uhyggeligt et Nederlag, og i Krigen med denhalvsindssyge Kong

Erik XIV af Sverrig spillede han selv kun en ubetydelig Rolle som Kriger og

voldte sit Land stor Skade. Alt dette hører hans Ungdom til. Da Krigen med

Sverrig var sluttet, fremstaar en ny Hersker, en Fyrste af Machiavellis Type,

oversat paa Dansk. Han kalder Peder Oxe tilbage uden at glemme sit Had til

ham, han fmder i Niels Kaas og Christoffer Walkendorff ypperlige Ministre, og

ved deres Hjælp rejser han Landet til en Velstand og Styrke, det ikke havde

kendt siden Valdemarernes Dage. Europas Fyrster anerkender ham og søger

ham. Han ligner i dette Elisabeth af England, som han bejlede forgæves til af

politiske Grunde, og han lod ikke sine Stormænd falde. Han sad paa Koldinghus

og Københavns Slot, som det hedder i den sidste Folkevise, og drak god Rus

med Riddere og Svende, men blev aldrig overvældet af Rusen. Hans Kronings

fest er skildret som et Eventyr, der foregik i 1559 i København, da han lige var

vendt tilbage fra Ditmarsken. Københavns Rorgere stod han fjernt, og Minder

om hans Regering er ikke knyttet til Hovedstaden, snarere til Frederiksborg, som

Bogen om Københavnerne.

Christoffer W alkendorff.