BogenomKøbenhavnerne

under Formynderregeringen Kong Jacob af Skotland i 1590 men døde samme

Aar.

Med Universitetet havde Bisperne efter dets Genoprettelse intet formelt at be

fale, men da Højskolen væsentligst var en Præsteskole og Skole for Rektorer,

ligesom Professorerne næsten alle var Teologer, ofte Sognepræster i København,

havde de to Genboer ofte med hinanden at gøre. Frue Kirke blev ved Universi

tetsfundatsen henlagt til Universitetet. Den første Sognepræst Jørgen Sadolin

blev Superintendent paa Fyn, og af mere kendte Præster i Perioden kan vi

nævne Psalmedigteren Hans Thonesen, f. 1532 i Hygom, d. 1573, og Rasmus Kat

holm, der blev Professor.

Om de københavnske Præster findes andetsteds saa fyldige Oplysninger om

hver enkelt, at vi i vor Oversigt kun omtaler dem i anden Forbindelse.

Senere Forfattere har betegnet Frederik den II’s Regering som Universitetets

gyldne Tid. Særlig i national Henseende er dette rigtigt, de udenlandske Lærere

blev erstattede med danske, og Universitetet fik en Professor, der betød saa me

get, at hele Perioden betegnes som Niels Hemmingsens Tidsalder.

Niels Hemmingsen er født i Errindlev paa Lolland 1513, efter Studier i Udlan

det (i Wittenberg 1537) blev han i 1543 Læsemester i Græsk ved Københavns

Universitet, var tillige Sognepræst ved Helliggejst og drev en omfattende viden

skabelig Forfattervirksomhed. I 1545 blev hans Professor og var 4 Gange Uni

versitetets Rektor. I de teologiske Kontroverser, der forbitrede Samlivet mellem

vore Højlærde, blev han i 1574 beskyldt for Hældning til Kalvin og afsat. Han

slog sig ned i Roskilde, hvor han forblev til Kongens Død. Hans Husliv skal have

været ulykkeligt. Han var tre Gange gift, en Søn Hans fik herostratisk Berøm

melse i Tiden som en udsvævende Urostifter. Til Universitetets Kanslere Johan

Friis og Peder Oxe stod han i det bedste Forhold, og ved Peder Oxes Død blev

han udnævnt til Vicekansler, under Niels Kaals der fulgte Peder Oxe som Kans

ler. Det var i hans Tid, at Niels Hemmingsen faldt i Unaade. Niels Kaas berøm

mes iøvrigt for sin Lærdom og Klogskab samt for sin retsindige Karakter. Niels

Hemmingsens Indflydelse paa Universitetet var i 30 Aar altbetydende og altom

fattende.

Af hans Kolleger nævner vi Povl Madsen (Strobius), født i Malmø 1527, efter

Hans Tavsens Død Biskop i Ribe og fra 1570 teologisk Professor i København.

Hans Indflydelse voksede efter Niels Hemmingsens Fald, han døde 1590. Rasmus

Glad (Lætus) er født ved Grenaa 1520 og blev 1554 pædagogisk Professor, han er

kendt som Salmedigter men skrev ogsaa verdslige Vers paa Latin og et Sejrsdigt

om Slaget ved Falkenberg. Han blev adlet i 1569 — den første Digter som Natio

nen adlede! Han rejste meget, og det medførte hans Afsked i 1574, og tilbragte

sine sidste Dage som Præst, ganske vist lod han sine Embeder — og han havde

flere — bestyre af Hjælpepræster og levede selv i København. Han stod i Brev

veksling med Tycho Brahe og Anders Sørensen Vedel. Han døde 1582 og efter

lod en anselig Række Værker.

Klavs Lavritsen Scavenius er født i Skagen uvist naar. Efter en Rejse til Paris

blev han 1562 Professor i Fysik og Universitetets Regnskabsfører og Kasserer.

Fysikken var i hine Tider ikke meget værd, og da Klavs Scavenius døde 1590,

blev det hans Efterslægt, der gjorde Navnet bekendt i vor Historie. Heller ikke

Hans Thomsen Guldsmed, en Sønderjyde, Professor i Pædagogik, udmærkede