BogenomKøbenhavnerne

vandt Københavnerne for ham og ikke mindst, fordi Kongen beskyttede den nye

Lære, der som foran bemærket som et Lyn vandt hele Stadens Borgerskab for

sig.

Under de bevægede Aar efter Kong Frederiks Død spiller Københavnerne en

betydelig Rolle i Landets Historie, og i Grevefejden er Byen, besat af Grev Chri

stoffer og Lybeckerne, Begivenhedernes Brændpunkt. De spottede allerede paa

Herredagen i 1525 den katolske Doktor Stagefyr, hvis Navn unægtelig maatte

udæske det ældgamle Københavner Vid, og det endte med, at Frue Kirke, det sid

ste helt katolske Tempel, blev stormet af Borgerne.

Stadens Øvrighed var Kort Beerman kaldet »Konrad Køkkenfedt«, Anders

Guldsmed, Kræmmernes Oldermand, Vilhelm Ronge, Hans Sort, Rasmus Bager,

Skipperne Herman Rølig og Tøger, og disse gik i Spidsen for den berygtede Bil

ledstorm i 1530.

Kongen forholdt sig passiv, men han maatte under Tvang fra de katolske

Rigsraader i lo31 atter aabne Frue Kirke, der først i 1534 tilfaldt Lutheranerne

for stedse.

Det Borgerskab, som i Frederik den I ’s sidste Aar repræsenterede Staden,

fik i 1526 4 Borgmestre i Stedet for 2. Jens Brolægger, efter hvem Brolægger

stræde har Navn, den fornævnte Niels Stemp og Peder Kempe, en af Christiern

d. II s tro Mænd. Han var en af Byens mest fremragende Borgere, og Paul Elia-

sen lægger Ansvaret for Billedstormen paa ham. Under hele Grevefejden næv

nes han ideligt, men han fortrængtes af Ambrosius Bogbinder, og døde under

Belejring i 1535. Den fjerde Borgmester var Anders Halager, tidligere Byfoged,

der hørte til Frederik d. I ’s betroede Mænd, men han maatte hurtigt vige for de

3 andre, og efter en kort Periode, hvor Raadmand Peder Jørgensen var valgt,

traadte Ambrosius Bogbinder ind som Borgmester. Han maatte vige i 1531 for

Raadmand Povl Hansen, men under Grevefejden blev han efter at være udstødt

af Raadet i 1531 Repræsentanten for Christiern den IF s Tilhængere i Køben

havn, og da han sluttede sig til Jørgen Wullenwewer og Marcus Meyer af Lü

beck samt den berømte Malmøborgmester Jørgen Kok, blev han et Navn i Dan

marks Historie, en af de faa Københavnere i Tiderne, der satte Livet i Vove for

Stadens Frihed, og Borgerskabets Leder under Fejden. Han var en Søn af den

foran omtalte Hans Bogbinder, hvis Gaard laa i Højbrostræde. Den Overbæren

hed, som Christian den III viste Byens Borgere ved Overgivelsen udelukkede

Straf for Oprøret, men Ambrosius Bogbinder faldt som Offer for en privat Klage

fra den gamle Raadmand Jens Kammersvends Enke, hvis Mand Ambrosius un

der Fejden havde ladet henrette, beskyldt for Forræderi. Sagen krænkede den

stolte Borger i den Grad, at han tog sig af Dage ved Gift, et af de Selvmord, der

er sjældne i Danmarks Historie.

Mærkelig nok har Københavnerne, der aldrig senere har rejst sig mod Stor-

mændene, helt glemt denne mærkelige Mand, der ofrede alt for sin Barndoms

Kammerat, den forjagede Konge, i flere Aar beherskede Byen, hævdede dens

Frihed og tog sit eget Liv for at redde sin Ære. Der er gjort Stads af Skipper

Klement, Ambrosius Bogbinder var maaske mere værd at mindes! Han er Kø

benhavns Cola di Rienzi! Men paa Stadens Kapitol savnes hans Billedstøtte.

Grevefejdens Historie skal ikke skrives her, og af dens mange Navne er kun

nævnt ganske faa. Slotsherren Johan Urne maatte forlade Slottet, Biskop Jo a