BogenomKøbenhavnerne

Foranstaaende Oversigt over Middelalderens Københavnere er meget lidt ud

tømmende, og Læsere, der ønsker at lære disse Forhold at kende, henviser

vi til den historiske Literatur, særligt Allen, H. Rørdam, 0 . Nielsen, Køben

havns Historie, og det af Villads Christensen grundlagte Historiske Meddelelser

om København, hvis første Bind kom 1907—08. Andre Forfattere fra Arild

Huitfeldt til senere Tids Historikere, særligt Paludan Müller, A. Heise og En

gelstoft, indeholder rigt Stof til Tidens Historie, men af Minder i Billeder, Byg

ninger og Genstande har vi i vore Samlinger fra Middeladeren kun saare lidt,

næsten udelukkende fra Kirker. Vort Nationalmusæums største Skatte hidrø

rer fra Danmarks Oldtid, hvis Personer er os fuldstændig ubekendte. I Afsnit

B behandles Erhvervslivet i Middelalderen.

A N D E T K A P I T E L

T I D E N F R A R E F O R M A T I O N E N T I L E N E V Æ L D E N S D Æ M R I N G

KØBENHAVNERNE UNDER REFORMATIONEN

AN kan vel nok sige, at Luther og særlig Melanchton er paavirkede af

den italienske Renæssance, forsaavidt som Studiet af Latin og særlig

Græsk naaede dem i den særligt af E rasmus af Rotterdam dyrkede

Form . Men den Bevægelse, der i Italien følger efter Konstantinopels Erobring

af Tyrkerne og allerede i et Par Hundrede Aar

havde præget Italien, naaede ikke Norden før paa

Holbergs Tid, da dens Efterfølger, Barokken, alle

rede afløstes af den franske Rokokko. Danmarks

»Renæssance«, som Troels Lund og efter ham

danske Forfattere breder sig over, er luthersk

Renæssance, der aandeligt ene tager Sigte paa Bi

belen og Troeslæren. Vor Historieskrivning er

luthersk næsten den Dag i Dag og vore Histori

kere vil ikke rigtig indrømme, at den katholske

Gejstlighed ved 1500 var den eneste Bærer af

aandeligt Liv i Danmark. Alle Spor er slettet ud

af Eftertiden, vi læste som Børn om dovne og

dorske Munke, om pengegriske Prælater og magt

syge Bisper, som Luthers Læ re blæste bort, hvad

vilde vi ikke give for at have en katolsk Reforma-

tionstnstorie, som vi skimter den i Poul Eliasens Skibykrønike, som vi kender

den fra Tudorernes England. Men vi faar den næppe nogensinde. Kilderne er

ødelagte.

Renæssancen naaede først os fuldt og helt langt ind i forrige Aarhundrede

og nu savner vi Kilderne til at bedømme dens Muligheder hos vore Bisper

og Prælater ved 1500. Vor Digtekunst forædles først ved 1800, vor Malerkunst

og Billedhuggerkunst ved samme Tid, og dansk Videnskab er af samme Dato,

Hans Tavsen.