BogenomKøbenhavnerne

skiftelse. Det blev Kongen og Stormændene, der strøg Kagen hjem og gnavede

paa den i 100 Aar, til den ganske var fortæret. Romerkirkens Forsorg for Fat

tige og Syge, »de gode Gerninger«, forsvandt med Læren, og der maatte Aarhun-

dreder til for at bygge op, hvad nogle faa Aar rev ned. Den katolske Kirke

havde været stor ved sine Former om ganske den samme kristelige, sublime

Kærne som Prostetantismen. — Underligt nok at saa faa selv i vore Dage har

opdaget at i begge »Kirker« er Evangelierne og Børnebibelshistorien kun

een

og den samme. — Formen var stærk og bindende, men før Reformationen i

sit Væsen aandsfri. Lutherdommen blev et snærende Baand paa Tankens F ri

hed, der bandt den aandelige Udvikling i Staden i henved tre Hundrede Aar.

Først Grundtvig løste Baandet. Københavnerne blev ikke en Smule mere gud-

frygtige end de før havde været — snarere mindre — og Dogmerne herskede

suverænt, til de brødes efter 1800. Pietisterne er det eneste religiøse Lyspunkt.

Den Glans, Prælaterne havde haft, gik i afbleget Skikkelse over til »de

Højlærde« ved Universitetet, dels Udlændinge, dels Borgere, Præsteskabet blev

fattigere og ikke mere oplyst end før. Men selvfølgelig fortsattes den Aandsud-

vilkling, omend trægere i Danmark, der ogsaa i de vesteuropæiske, katolske

Lande, det anglikanske England og det stærkt blandede Tyskland uden Hensyn

til Religion førte Menneskene frem mod Nutidens videnskabelige Standpunkt.

Den største Betydning, Reformationen fik, var den politiske Løftelse, det

københavnske Borgerskab modtog. Desværre blev den lammet af Grevefejdens

Nederlag og Adelsvældens Fremvækst, og da Adelsvælden i 1660 blev brudt,

snød Kongemagten igen Københavnerne. Men det er Ætlinge af denne Borger

stand, der først ved 1530 i Reformationen rejser Hovedet, der Trehundrede

Aar efter tvinger Frederik den YII til at underskrive Grundloven og et halvt-

hundrede Aar senere behersker et demokratisk København med maalbevidste

og oplyste x\rbejdere og et fuldkommen fordomsfrit Borgerskab.

Det tog op imod 400 Aar! Lad os jorde Mythen om Guds rene Ord, det er

kun rent i Menneskers Hjerter.

Uden at gaa ind paa de historiske Begivenheder som Stridigheder med F re

derik den I, Københavns Belejring 1523, Reformationen og Grevefejden skal vi

nævne Navne paa de Københavnere, der optraadte i disse bitre Skuespil. Den

danske Adel var, da Reformationen kom til Landet, naturligt dens Modstan

dere, og politisk stod den mod den forhadte Christiern Tyran, som den havde

fældet. Men de danske Adelsmænd var lidet forskellige i Mentalitet fra Borgere

og frie Bønder, de var ulærde og kun de af dem, der indtraadte i gejstlig Stand,

samt Slægter, der talte Bisperne blandt deres Frænder, stod Kirken nær. Da saa

den nye gottorpske Kongestamme først fraterniserede med og siden gik over

til den nye Lære, fulgte Adlen hurtigt med. Mogens Gøye, Rigets Hofmester var

blandt de første. Billerne, der samledes om Aarhusbispen Ove Bille, den sjæ l

landske Gren af Rosenkrantzerne til Yallø, hvis E jer Oluf Nielsen Rosenkrantz

var Hofmester for Kong Christierns Søn Junker Hans, Friserne, Rønnover og

en Række andre skiftede først Religion efter 1536, men saa gjorde de det »paa

Tælling«. Danmark har ingen Religionskrig, runden af religiøs Idealisme!

Lensmanden paa Københavns Slot blev, da Henrik Gøye trak sig tilbage,

Movrids Jepsen Sparre til 1526, han efterfulgtes af Johan Urne en Broder til

Roskildebispen, han blev fængslet af Grev Christoffer og sammen med alle de