21 / 583
18
Som før antydet betyder dette, at Adlen, der før havde siddet paa deres
Gaarde, spredt i Riget og kun været ved Hoffet paa dets Rejser eller i Leding med
deres rustede Svende, nu repræsenterede en Gruppe af Stadens Indbyggere, der
stod udenfor Ryernes Jurisdiktion, ikke alene selv, men ogsaa med deres Hus
stande og derfor næppe var kærkommen Tilvækst til Stadens Refolkning. Men
faktisk styrede de Landet og efterhaanden ogsaa Staden udenfor Erhvervslivet.
Povl Laxmand til Nielstrup og Sandholt, Arreb o, Aagerup (Skaane) og Val-
den (Halland) var under Kong Christiern d. I og Kong Hans Rigens Hofmester
og Landets mægtigste Mand. Han blev i 1502 kastet i Vandet fra Højbro af R jørn
Andersen R jørn og Ebbe Strangesen med de Ord: »Du hedder Laxmand, svøm
nu«. Ikke alene lod Kong Hans ikke Drabet straffe, men anklagede endog L ax
mand efter Døden for Højforræderi og fik Konfiskationen af hans Gods gennem
ført ved Herredagsdom, skønt de fleste Rigsraader var hans næi meste Vennei og
Frænder. I Aarevis stod der Gny om den Sag, og Slægten fik under Frederik I
en Del af Godset tilbage. At Sagen fik det Udfald, skyldes vel nok den Misundelse,
han havde vakt blandt sine Fæller, noget lignende hændte 150 Aar senere Coifitz
Ulfeldt og Hannibald Sehested. Ublodig Rorgerkrig har altid været dansk lige
ned til vort Foreningsliv i 1936.
Om Torben Oxe har vi foran talt. Han var Slotsherre paa Slottet, der nu var
Lensmandsbolig. Lensmanden der udviklede sig til den Stilling, der af Giiffen-
feld afløstes af Amtmænd og Stiftsbefalingsmænd, var altid en adelig ofte en
Rigsraad.
Af Slægter, hvis Mænd i denne Periode er nævnt i Krønniker, er Oluf Axelsen
Thott af en af Skaanes mægtigste Slægter. Det fortælles, at han, der boede i Tysk-
mannegade (Vimmelskaftet), en Dag mødte E rik af Pommerns Frille Cæcilia, der
havde været i Tjeneste hos Dronning Filippa, som var meget populæi. Han slog
hende paa »Halen«, paa det Sted, hvor man revser smaa Rørn og paalagde hende
at sige Kongen, at hun skulde rejse ud af Landet. Det gjorde hun, men Kongen
fulgte med og slog sig ned paa Gulland!
Vi har Reretninger om kongelige Rrylluper og Ridderspil, hvor Adelen mødte
op. Og af Krønnikerne faar man det Indtryk af Heste, Harnisker, Silke, Guld og
Ædelstene, der præger vore Romanskrivere, naar de skriver om hin Tid. Gan
ske vist maa det have set herligt ud, naar Erkebiskoppen af Lund og Marsken
Klavs Rønnow paa Valby Rakke modtoges af Kong Christiern den I i Spidsen foi
500 Ryttere I brune Klæder med blaa og hvide Striber og overgav ham Rruden
fra Sakserland Christine, hvorpaa de fulgtes til Vesterport, og Kongens Rroder
Prins Hans sluttede sig til Toget med 700 Ryttere i grønne Klæder med brune,
blaa og hvide Striber for at drage gennem Ryens Gader til Ridderspil og Festei.
Men Reversen af Medaljen er de idelige Farsoter, og disse Ridderes daglige Liv
var næppe saa komfortabelt eller sikret som en Murersvends i vore Dage. Aande-
lige Interesser havde faa af dem, egentlig Kultur optræder først i Danmarks Adel
i Slutningen af det 16. Aarhundrede. Deres Liv var som Ørkenens A iabeies eilei
de indianske Stammers blot med mere Roligkultur og den katolske Religion som
eneste aandelige Ballast udover Romaner om Flores og Rlanceflor og de Viser,
hvorefter de traadte Dansen.
Øm Kong Hans hører vi følgende, der vist nok passer paa Størstedelen af Ri
gets høje Adel. Huitfeld er vor Hjemmel: »Han var en passelig høj og fireskudt