![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0094.jpg)
S Ø K O R T A R K I V E T
9 1
Denne Spænding arbejdede i smaat og i stort. Den kom frem i
Zahrtmanns Optegnelser fra Rejsen 1823, i Generalmaj orinde Schol-
tens Omsorg for at samle Søofficerer i Selskab for sig. Dobbelt at
rose blev det fortrolige, opoffrende Venskab, som var sluttet mellem
Ingeniørlieut. Nehus og Z. i Altona. Ellers færdedes under Frede
rik den Sjettes aarvaagne Øjne Sø- og Landofficerer taaleligt Side
om Side, men Holdningen blev tvungen under stadig Agtsomhed.
Strengt overvaagedes Hilsepligten; undlod en veltjent Skibschef af
ren Vanvare at se til den Side af Gaden, hvor en Landofficer skred
forbi, opfattedes det som Udslag af ond Vilje, og han udsattes for
Tilsigelse til Hærens Generalissimus for at faa en skarp Overhaling
af denne (C. van Dockum: Min Samtid. — Rigsark.). Daglige
Stiklerier, Rivninger, af og til Udfordringer til Duel fulgte med
denne Spænding, som gav sig til Kjende under Krigen 1848—50
og senere.
Som Gnist i en lille Krudttønde virkede det da, at Infanten-
kapitajn H. J. Blom, som i tidligere Skrifter havde gjort haarde
Udfald mod Sømagten, af en ringe litterær Strid om Undervis
ningen paa Søkadetakademiet greb Lejlighed til 1831 at udsende
et lille Skrift om Danmarks Land- og Sømagt. I dette stræbte
han paa ny at sætte Krigsflaaden paa et lavere Stade i Folkets
Omdømme end dens hidtidige Hædersplads. Hans Fremstilling var
veltalende, men skæmmedes af en Heftighed, som lagde ham ad
skillige haarde, uskaansomme og overdrevne Udtryk i Pennen (Ma
jor J. A. Fibiger); den var fuld af Stiklerier, af hvilke det milde
ste var Titelbladets Motto: Ikke Stoltheden, men dens Grundløshed
oprører os. E t smukt Vidnesbyrd om Marinestandens større Dan
nelse blev de beherskede Gjensvar, han fik af Søofficererne J. C.
Falsen, H. G. Garde og C. C. Zahrtmann.
A f disse Modskrifter var Zahrtmanns „Meninger om det hen
sigtsmæssigste Værn for Danmark“ det største og vægtigste. Det
udkom endnu samme Aar 1831, var som skrevet i eet Aandedræt
og hævdede klart og kort ud fra en omfattende historisk, geografisk
og teknisk Undersøgelse Flaadens Adkomst til at være det hav-
omflydte Danmarks Hovedværn. En Snes Aar senere kunde man
opholde sig over hans Mangel paa Fremsyn i at opfatte Landgræn
sen som dækket mod Angreb derved, at Staten for Holsten var
Medlem af det tyske Forbund, hvis faste Vilje var, at ingen tysk
Stat skulde kæmpe mod en anden; men hvem anden forudsaa den
Gang den Borgerkrig, som skulde hidkalde fjendlige Indfald over
Grænsen? Man kunde med større Ret fremhæve, at Z. i sit snart
Hundred Aar gamle Skrift varslede, at Kolonistaten Ostindien
vilde modnes til Uafhængighed og blive en myndig Stat. Han ud
talte sin fordomsfri Værdsættelse af Søhelten Lord Nelson, hvem
Byron med Rette havde prist som Britannias Krigsgud. Fra sit
Samliv med danske og norske Standsfæller 1809— 12 paapegede
han disses fælles Opfattelse af den danske Matros som udholdende