92 / 218
S Ø K O R T A R K I V E T
89
tilstuvet med lis, at ingen Mulighed bliver at trænge frem, hvilket
Gud forbyde!, saa er da formodentlig ethvert Haab om at blive
bekiendt med denne Kyst for vor Levetid forbi; eller skulde jeg
turde med Ernenek og hans Familie alene vove imod min Instrux’s
Tilhold at forsøge endnu engang, naar ingen større Omkostninger
dermed ere forbundne, end dem jeg selv vil være istand til at be
stride, om Forsøget mislykkes?
Fra Okkiorsobik i Annereté 19. Juni 1829: A f min Rapport
vil Du erfare vor Sneglegang hertil Stedet. Grønlænderne vi hidtil
have truffen paa, ere smukke skikkelige Folk, der ved deres jevn-
lige Omgang med Vestlændingene have en Slags Cultur. Det har
frapperet mig at finde mange med brunt Haar, hvilket jeg aldrig før
har seet paa nogen Grønlænder, og paa hiin Side den store Skille
væg Poesortok, en Isblink hvorom der paa A/estkysten de underlig
ste Ting fortælles,
og
som jeg haaber vi med første skulle passere,
have Alle, efter hvad der siges brunt Haar. Vore Roersker ere for
knytte, de frygte Isblinken formedelst Faren ved at passere den,
de frygte ikke at kunne komme tilbage om den og altsaa vorde ud
satte for Mangel til Vinteren, og de frygte Grønlænderne paa hiin
Side Blinken, der ere udraabte for slemme Folk, der have Vane at
æde Fruentimmer, saa at jeg i dette Øieblik endnu ikke veed, om de
ville gaae længere end til Poesortok; men jeg har Ernenek og hans
Familie hos mig. Jeg tilbyder ham Riffel, Telt, Baad, Huustøm-
mer og alt hvad ham kiært kan være, ja jeg tilbyder ham Pension
paa Livstid for at gaae med mig og forblive hos mig. Saafremt alt
saa vore Roersker skulde nægte at vende, da gaaer jeg frem med
Ernenek, men da komme vi kun frem med een Baad, kunne altsaa
ikke føre Provisioner for fire Mennesker, da maae desværre Vahl
og vores Kok blive tilbage. Kunde jeg Sproget (men dette er blandt
de allervanskeligste) gik jeg helst alene; kunde Vahl det, tog jeg
ham med istæden for Mathiesen, der desuden har tabt Lysten, men
vi ere omtrent lige vidt, saa at jeg har intet Valg. Og nu maae
jeg afbryde, min Dagbog raaber stærkt paa mig, thi fire eller fem
Dage har jeg ikke havt Tid at nedskrive andet end „Ideernes Be
tegnelse“ . Levvel, min Compliment for Din Kone, og hils hvem
Du seer af mine Kammerater. Din hengivne Ven W. Graah.
PS . I dette Øieblik hedder det „Isen er god“ . Allerede bryder
man mit Telt ned. Levvel d. 21. Juni før Kl. 5. —
Wilhelm August Graah var et knapt Aar yngre end Zahrtmann.
De tjente begge 18 12 og 13 i Københavns Defensión, og enten her
eller i de følgende Fredsaar, „i fordums Dage , indtraf da i deres
venskabelige Omgang Optrin, som Graah hentydede til, med Glæde
over at Z. havde forglemt det nu. Flygtigt opblussende Strid laa
det aldrig til Z. at hæge over; lige saa hastigt som den opstod, lige
saa hastigt var den glemt. Graah opmaalte Islands Kyster 1821,
Grønlands Vestkyst 1823 og 24. Under Overvintringen i Godhavn
blev han forlovet med sin senere Hustru, Koloni-Inspektør Wests
Datter Maren Cathrine, hvis Skæbne under det dristige Togt 1828