AdmiralCCZahrtmann

S Ø K O R T A R K I V E T

endnu være ligegyldigt. Hvad Dig derimod angaaer, da tilraader jeg

Dig nu, ifølge hvad der er skeet, paa det indstændigste at vogte Dig

for paa nogensomhelst Maade at overile Din Reise. Om Du end

skulle have det Held at naae Maalet saa betimeligt, at Du kunne

være her tilbage et Aar tidligere, saa forbliv nu endelig der for at

fortsætte Opmaalingerne. Dette troer jeg at burde raade Dig for Din

egen Æres Skyld som den eneste Maade at godtgiøre Din Iver for

Foretagendet, og Du kan det saameget sikkrere og roligere, da Kon

gen med Bestemthed har sagt at have lovet Dig], hvis Nogetsom-

helst skulde tilstøde Dig, da rundeligen at ville ¡sørge for din Kiære-

ste qg hendes Familie, og dette Løvte kan Du derfor trygt stole

paa. Jeg fordølger ingenlunde, at dette Hele har været mig uventet,

eftersom Du under alle Samtaler med mig altid har yttret meget

mindre end jeg Tanke om Fare og Besvær paa dette Togt. Imid

lertid har jeg troet at burde tilskrive Dig dette, da jeg formener,

at Du ved at handle herefter aldeles vil undgaae hversomhelst videre

Følge, da det, der er skeet, ei kommer videre end fra Kongen til

Commissionen. — Nu lev vel, og det bedste Held og freidigste Mod

til alle Dine Foretagender, saa ønsker Dig Din hengivne

Zahrtmann.

Graahs Svar, JuLianehaab, i. Juli 1828: Gode Ven. Med Skippe

ren fra Galeasen, som idag er ankommen hertil, modtager jeg Din

venskabelige Skrivelse af 14. April, hvorfor jeg takker Dig meget.

Det var maaskee urigtigt, at jeg vovede at tale til Kongen om hiint

private Anliggende, men det er gjort, og jeg fortryder det ikke,

thi jeg er nu rolig i denne Henseende og gaaer saameget gladere

til Værket. Længe før min A f reise havde jeg dvælet ved Tanken

om at vove dette Skridt, det syntes mig umandigt, og den Dag jeg

gik for at melde mig seilklar, havde jeg besluttet at lade det være.

Hvad der gav mig Anledning til desuagtet at gjøre det, erindrer

jeg ikke, thi jeg var drukken af Glæde, da jeg kom ud fra Kongen.

Du maae være overbeviist om, at min Anskuelse angaaende Expedi-

tionen er aldeles den samme i dette Øjeblik, som den var hiemme.

Om dens Besværligheder veed jeg at have talet med Dig og ikke

troet dem saa store, som Du antager dem at være. Dens Farer

derimod veed jeg ikke at have været Gienstanden for vor Samtale,

og heller ikke kunde det falde mig ind at tale til Nogen derom af

anden Aarsag end den, der bragte mig til at nævne dem for Kon

gen. At færdes med Vilde, naar man med gode armerede Skibe

kommer til dem, er ikke farligt; et løst Skud af en lille Canon er

istand til at skrække de dristigste, og med Magt kan i alt Fald

Magt fordrives. I værgeløs Forfatning derimod (og omtrent saa

maae den kaldes, hvori vi vilde begive os imellem dem) og omgivne

af Sager, der alle ere Gjenstand for deres høieste Ønsker, er det

hvad man kalder farligt at have med Vilde at bestille, og det fore

kommer mig som kun enten Lede til Livet hiemme og Lyst til Even

tyrer ude eller Interesse for den paagiældende Sag kan bevæge