AdmiralCCZahrtmann

S Ø K O R T A R K I V E T

8 7

Nogen til at ønske sig at komme i en saadan Stilling. Denne sidste

Grund bevægede mig til med Glæde at gribe Ledigheden, da Du

forrige Efteraar spurgte mig, om jeg kunde have Lyst til at gaae

til Grønland „i det Tilfælde der kunde blive en ærefuld Beskiæf-

tigelse for en Søofficer“ , thi da var jeg overbeviist om hvad det

gjaldt, og betænkte mig intet Øieblik paa at modtage det, ligesom

jeg heller ikke haaber at fortryde det nogensinde. Det giør mig

ondt, at Kongen troer jeg med Ulyst gaaer paa en Expedition, som

just var mine Ønskers Maal siden 1820, da jeg først begyndte at

befare Isfarvandene, egentligen i den Hensigt og med det hemme

lige Ønske eengang at blive brugt paa en Tour til Østkysten, den

jeg allerede da havde hørt ymte om og forvist ventede med Tiden

vilde gaae for sig. Havde jeg kunnet forestille mig, at mine Ord

vilde have vækket et saa ufordeelagtigt Indtryk, da burde jeg vel

have tiet, men jeg havde virkelig da ikke følt mig saa oplagt til at

gaae ud paa dette Togt, som nu. At mine Ord ved denne Leilighed

have været saa slet valgte som muligt, vil jeg giærne troe, da jeg

desværre mangler den Gave at kunne udtrykke mig vel og flydende,

allermeest naar jeg staaer for Kongen og har noget at bede om. Jeg

faaer i dette Øjeblik at vide, at Isen er i Afmarch ud fra Landet.

Jeg maae derfor slutte for at giøre mig klar til A f reisen til Nen-

nortalik. Lev vel. Din hengivne og forbundne W. Graah.

Allerede fem Dage tidligere havde Graah givet Zahrtmann en

udførlig Skildring af sin Oprejse [her i Uddrag] : Fra Frederiks-

haab gik jeg tilligemed Hr. Vahl og Dr. Pingel i Konebaad til

Julianehaab. Vi fik paa denne Tour ondt Veir, stærkt Sneefog, Frost

m. v., og vort Telt var i den jammerligste Forfatning, og Sove

poser vare vi ikke forsynede med. Doctoren var nær ved at fortvivle

og taler endnu den Dag idag om sine udstandne Lidelser til største

Moro for Vahl og mig, som vente og haabe at erfare noget mere af

den Art. Jeg gjorde for et Par Dage siden en Tour i Selskab med

Vahl og Doctoren til en her ligeoverfor [Julianehaab] liggende Øe,

hvor vi havde hørt der skulde findes en stor Hule under Jorden.

Vi kom til Stedet, Indgangen var ganske snæver, saa at vi maatte

krybe ind, men snart udvidede den sig, og en sort Afgrund syntes

at aabne sig for os. Som en anden Niels Klim, med Reeb om Livet,

en Lanterne i den ene Haand istædenfor Kringlen, et Thermometer

i den anden istædenfor Baadshagen og Compasset i Lommen, lod

jeg mig fire ned og var saaledes den første Danske, der besøgte

dette Sted. Hr. Vahl fulgte efter, og ved Lampens svage Skin gik

vi nu langsomt fremad, ledende os ved en udenfor Indgangen fast-

giort Line for ved dens Hiælp atter at finde Veien ud, om Lampen

skulde slukkes. I Bunden forefandt vi en Søe, hvor stor kunde vi

ikke bestemme, da vi ikke kunde orngaae den. Forunderligt at vore

grønlandske Veivisere ikke vare at overtale til at følge os mere end

nogle faa Skridt ind i Hulen. Paa Hiemveien havde jeg Lykke at

redde min brave Medreisende Vahls Liv, da han var gaaet ud for