45
forlangte, at Rektor skulde befale Studenterne, dels
at aflægge Kaarderne, dels at liolde sig inde efter
Kl. 6, hvad Rektor ogsaa gjorde. Studenterne, som
netop havde deltaget i Forsvaret af Staden, proteste
rede mod det første Punkt, og Sagen kom for Kongen,
som — efter hvad Langebek beretter — af Galanteri
mod Studenterne, men vel snarere af politiske Grunde,
forordnede, at Studenterne maatte beholde Kaarderne,
men Lakaierne skulde miste deres, og at ingen Adels
mand maatte vise sig paa Gaden med mere end een T je
ner. I de følgende Aar vedvarede F jendskabet; det sid
ste store Lakaislag stod 8. Marts 1696 udenfor Regen
sen. „Om Aftenen var i Store Kannikestræde en svær
Allarm opreist, formedelst en blodig Rencontre og
Slagsmaal imellem Studenterne paa Regentsen og en
stor Iiob Laquaier. Studiosi brøde Stenene op af Gul
vene i Regenskamrene til Defension og brugte udenfor
paa Gaden adskillige Gevær i deres Fu rie; Laquaierne
iligemaade mod dennem. Alle Regentsvinduerne blev
indslagne og mange brudne Pander paa begge Sider
bekomne.“ Ovenpaa dette kom der Forbud under
Trudsel om Relegation mod at gaa paa Kommunitetet
med Kaarde eller overvære Klammeri paa Gaden,
ligesom ogsaa Forbudet, som ovenfor er omtalt, mod
at gaa paa Kro i Sloprokker hø re r til Eftervirknin
gerne efter denne Flistorie. Sagen gik til Kongens
Dom; en Student Niels Ranner blev relegeret og 6
andre, hvoriblandt en Ivingo, en From og en Rolle
sen, blev i et halvt Aar berøvede Stipendier og des
uden regnede det med Eøder og Fængsel.
Studenterne havde andre Arvefjender end Lakai
erne, og det var Ryvagten og Militæret. Ved uendelig
mange Lejligheder var der Klammeri mellem dem og
enkelte, isæ r drukne Studenter, kun sjældent kom del
derimod til aabent Slagsmaal, som da Studenten Martin
Wibigus, der havde dræb t en Rogbinder med en Sten,




