310 / 640
2 9 4
Poul Jolis. Jørgensen
ning af København. De kan dog have stammet fra Kon
gens sidste Aar, efter at han var vendt tilbage fra Ud
landet, og have givet Udtryk for en anden Opfattelse
end de ældre Breve. Om Kirken ved at tilbagelevere
dem er blevet daarligere stillet under Striden med Erik
af Pommern, end den ellers vilde have været, kan man
naturligvis ikke vide, men særlig sandsynligt er det
ikke, da den, hvis det havde været Breve af større Be
tydning, rimeligvis havde sikret sig Vidisser af dem
eller undgaaet at udlevere dem.
IV.
Voldgiftsdomstolen fulgte i sin Dom de sjæ llandske
Retsboger, forsaavidt den henviste Spørgsmaalet om,
hvorledes Biskop Niels i 1375 var kommet i Besiddelse
af København, og hvilke Konsekvenser hans Forhold
ved denne Lejlighed maatte have for Parternes Ret til
nu at besidde Byen, til Afgørelse ved et Nævn. Den be
stemte nemlig, at tolv velbaarne (d. v. s. adelige), sand
dru, aldrende og trofaste Mænd i Sjælland af dem, der
bedst kunde vide Besked med Sagen og udspørge Sand
heden
0111
den, med deres svorne Ed skulde sige Sand
heden og sandfærdigt afgøre, om Biskop Niels af Ros
kilde fik København med Rette efter Landslov efter
Kong Valdemars Død og ikke tog den med Vælde, og
om Biskoppen derfor burde have den i Værge, indtil
den blev afvundet ham med Landslov, eller om Biskop
Niels ikke fik København med Rette, men tog den med
Vælde, og Kongen derfor burde have den i Værge, ind
til den afvandtes ham med Rette.
Nævningers Ed opfattedes i Datiden nærmest som
et Bevisudsagn, ikke som en Dom, selv om den meget
ofte angav den retlige Følge af den ved Eden konstate
rede Sagssammenhæng, i dette Tilfæ lde saaledes, at en
ten Kongen eller Biskoppen skulde have København i