312 / 640
2 9 6
Poul Johs. Jørgensen
lertid tiltraadte nye Biskop, der da, alt efter Sagens
Udfald, enten selv skulde beholde det eller overgive det
til Kongen. Paa denne Maade blev ikke blot den uparti
ske Mellemmand og Provsten dækkede mod ethvert
Ansvar, som kunde tænkes gjort gældende mod dem af
deres respektive Fuldmagtsgivere, hvis de afleverede
Slottet direkte til den af Parterne, som sejrede i Stri
den, men den sejrende Part opnaaede ogsaa, at hans
fremtidige Besiddelse af Slottet blev i enhver Henseende
uangribelig.
Om Nævningekendelsen blev afsagt, ved man ikke
sikkert, men der er ingen Grund til at betvivle det47). Det
eneste, der kunde tænkes at have voldt Vanskelighed,
var Udtagelsen af Nævningerne, om hvilken Dommen
ikke havde fastsat noget. Analogien fra Retsbogernes
Regler maatte nærmest føre til, at Domstolen selv ud
pegede dem, men det er ogsaa tænkeligt, at Parterne er
enedes om Nævningerne, saaledes som det synes at
være sket i en Sag, der 1327—28 behandledes paa Sjæl
lands Landsting48).
Nævningerne maa have fundet Kongens Paastand om
Biskop N iels’ Erhvervelse af København begrundet og
have givet ham Medhold, og baade deres Behandling
af Sagen og Kongens derefter følgende Indsættelse i
Besiddelsen maa være forløbet hurtigt, thi allerede den
19. Febr., kun godt 14 Dage efter Dommen, udsteder
Kongen et Brev49), hvori han tilstaar, at han har faaet
47)Traditionen mente ogsaa i en langt senere Tid at vide, at der
i sin Tid var gaaet et Nævn mellem Kronen og Kirken om Køben
havns Slot, og at Nævnet havde svoret Kronen Slottet til, jfr. Tings
vidne af Sjællands Landsting 22. Jan. 1494 (Kbhvns. Dipi. I, S.
227—28).
48)
Dipi. Svecanum IV, 22 og 46: Parterne fæstede Nævnet: fir-
maverunt denom inationem quæ dicitur Landsnæfnd, hvorefter fø l
ger Na nene paa de 12 Nævninger.
40) Kbhvns. Dipi. I, S. 144—45.