314 / 640
2 9 8
Poul Johs. Jørgensen
har været fuldt enig i Brevets Indhold, haves dog ikke.
Medens Forliget af 8. Nov., skønt ogsaa udfærdiget af
Kongen alene, fik Karakteren af en virkelig Overens
komst ved at være beseglet af begge Parter, der ogsaa
skulde have hver sit Eksemplar af det, begrundede Bre
vet af 19. Febr. kun en Forpligtelse for Kongen, jfr. sær
lig i Slutningen »Alle disse forskrevne Stykker og Ar
tikler og hvert særdeles stadige og faste at holde vil-
kaare vi os og vore Efterkommere«, og Brevet er ogsaa
kun beseglet af Kongen selv og — som Vidner — af et
større Antal gejstlige og verdslige Herrer, derimod ikke
af Biskoppen, af hvem der heller ikke haves noget Mod
brev. Kongens Brev indeholder vel snarest et Forlig,
mæglet af de som Vidner optrædende Herrer og mu lig
vis andre Medlemmer af Rigsraadet, og det rimeligste
er vel, at Biskoppen oprindelig er gaaet med til dette
Forlig (han har jo i hvert Fald modtaget Brevet, som
er bevaret gennem hans Arkiv), men han har i saa Fald
senere fortrudt det.
Saa meget er nem lig givet, at den i Brevet omtalte
Domstol aldrig kom til at træde i Funktion. Dommen
skulde have været afsagt senest i Begyndelsen af 141850),
men maaske paa Grund af Biskoppens Rejse til Rom
for at søge pavelig Stadfæstelse paa sit Valg var det
endnu ikke sket et helt Aar senere, og to Breve fra den
ne Tid viser, at der nu var opstaaet Uenighed om Dom
stolens Sammensætning. Fra 1. Febr. 1419 haves et
T ingsvidne af Sjællands Landsting51), hvoraf ses, at
Kongen denne Dag paa Tinge lod læse et Brev, i hvilket
50) Den 7. Jan. 1418 erhvervede Kongen en Vidisse af Dommen af
3. Febr. 1417 (Kbhvns. Dipi. I, S. 145— 16, hvor der aabenbart i
Overskriften skal staa Nr. 105 i Stedet for Nr. 104). Maaske bar der
da virkelig været Tale om at behandle Sagen til den aftalte Tid.
51) Kbhvns. Dipi. I, S. 146—47, hvor Dateringen er urigtig, se Re-
pert. dipi. 1. Række, Nr. 5748.