87 / 289
N. ZAHLES PRIVATLÆRERINDESKOLE
85
menneskelige Kundskabs forskellige Omraader, hyppigst dog fra den
nordiske Historie og Digtning. Tit var det Frøken Zahle selv, der holdt
Foredrag i Forbindelse med Oplæsning af Digterværker, men tillige støt
tedes hun a f mange af Lærerkredsen eller af sine personlige Venner.
Jeg mindes saaledes fra disse tidlige Aar Shakespeareoversætterinden,
den elskelige Siile Beyer, Historieforfatteren Fred. Barfod, Prosektor
Valløe, Højskoleforstanderne Nørregaard, Baagøe, E. Trier, Schrøder,
Digterne G. Rode, Chr. Richardt, Kritikeren P. Hansen (Cabiro), Re
daktør Vilh. Topsøe, Pastor Brandt o. m. flere, og jeg mindes den store
Interesse, hvormed alle disse Timer fulgtes, den Glæde, de vakte, og de
mange befrugtende Indtryk, de efterlod.
Man skulde tro, at i en Lærerindeskole maatte »Pædagogik« som
Fag
indtage en fremskudt Stilling, men dette var saa langt fra Tilfældet, at
der kun tilstodes det een ugentlig Time paa øverste Hold. Frøken Zahle
begrundede i Programmet af 1862 denne Knaphed i Timetallet ved at
henvise til den Kendsgerning, at hele Læseplanen var anlagt paa, at
Eleverne i hver eneste Time modtog et Stykke »praktisk Pædagogik«, idet
al Undervisningen tog Sigte paa at lede dem varsomt og sikkert fra de
lavere til de højere Kundskabsstadier og derved give dem Anvisning paa
den Fremgangsmaade, de skulde følge i deres fremtidige Lærergerning.
Fordi de unge Lærlinge saa at sige opfostredes i »pædagogisk Luft«, kunde
den teoretiske Time i det sidste Semester indskrænke sig til at samle de
mange spredte Vink og Iagttagelser til et overskueligt Hele og til a t
yde de unge Vejledning til at lægge en forstandig Undervisningsplan.
Nominelt hed det vel, at Pædagogikkens
Historie
skulde gennemgaas i
denne ene Time, som lededes af Frøken Zahle selv, og med den hende
egne Fremstillingsevne kunde hun give Skildringer af de Personligheder,
der som Opdragere havde gjort stærkest Indtryk paa hende selv, paa en
saa fængslende og levende Maade, at det Billede, hun oprullede, efterlod
et uudsletteligt Indtryk i de unge, modtagelige Sind. Men langt hyppi
gere end til slige historiske Skildringer brugte hun Timen til at tale om
Lærerindens Opgave i Almindelighed, om det
hellige
Kald, der betroedes
hende, om Ansvaret over for Gud, for Forældrene, for Barnet, og kom
hun ret i Aande, kunde hun tale saaledes, at hendes Ord brændte sig
ind i Sjælen og bevaredes som en kostelig Skat af dem, til hvem de var
rettet.
Det var ikke ualmindeligt, snarere Reglen, at Eleverne ikke alene ned-