86 / 183
86
var pligtige at angive de Summer og Kurser, til hvilke de havde solgt og købt. Den 11. December
1789 autoriseredes den første officielle Kursbog. Ordningen gennemførtes dog ikke uden Vanske
ligheder, hvorlil navnlig de ofte stærkt springende Kurser og den til Tider sparsomme Behold
ning af Veksler bidrog. Under 10. September 1799 fandt »Grosserer-Societetets Forsamling« sig
foranlediget til at bekendtgøre, at den havde besluttet, at Kursen fremtidig noteredes »saaledes
som den virkelig ved Køb og Salg bestemmes«. Kursen var Middelkursen efter de Opgaver, som
Mæglerne opgav for de af dem afsluttede Køb og Salg.
Ganske naturligt beskæftigede den nystiftede Grosserer-Forening sig ogsaa med Forsamlings
pladsen, hvor den daglige Børstid holdtes. Betegnende for Forholdene, men ogsaa for Grosserernes
vaagnende Pretentioner med Hensyn til Børsen, er Foreningens Skrivelse af 7. Marts 1791 til
Bankens Kommissærer:
»Kiøbmændenes Forsamlings Plads paa Børsen er ved Donnation i den Kongelig aller-
naadigst meddeelt Børsordonnance af 18 Juny 1692 skienket og overladt til de Handlende for der
at have deres Samlings Plads i Børstiden med videre, saaledes som vore Forgængere samme Plads
have ladet indhegne og med et Bækværk adskille fra den øvrige Del af Børsen undtagen den til
lige anbefalede Giennemgang. Da vi nu i Følge bemeldte allernaadigste
Donnation
tror os beret
tigede
som Ejere
af den saaledes indhegnede Børsforsamlingsplads og det befindes at Nürnberger
Herr Veith paa denne Børsforsamlingsplads bar en Boutique af Nürnberger Kram, hvoraf, som
vi fornemmer han udbetaler aarlig Leje til den Kongelige Bank, saa er det vi herved ærbødigst
tage os den Frihed bos de Herrer Banckcommissairer, at udbede os denne Plads, som Hr. Veilh
haver til Leie, restitueret, eller og at Hr. Veith bliver henviist til Grossererne, paa det vi efter
Omstændighederne kunde benytte os deraf til Handelens Fremme almindelige Brug og Nytte,
hvorpaa vi ere os de Herrer Banckcommissairers Svar udbedende.«
Den 23. April s. A. svarede Banken:
»I Anledning af de høitærede Herrers til Banken indkomne Promemoria af 7ende Marz
sidstledes, hvorudi de ytre den Formening, at Kiøbmændenes Forsamlingsplads paa Børsen skal
ved Donnation af 18. Juni 1692 være skienked og overladt de Handlende, hvorefter det synes,
som de paa Grund af deres formente Ejendoms Ret troer sig berettigede til den af Nürnberger
Veithes Boutique gaaende aarlige Leje, have vi nøie igiennemlæst bemeldte Børsordonnance, men
maa tilstaa at vi ikke finde mindste Spoer til nogen Donnation, alene en Tilladelse, at Kiøb-
mændene maa den Plads, hvor de deres Forsamling holde med et Stakitværk og to Døre paa
deres egen Bekostning lade indelukke, saaledes som Ordonnantsens 1. § videre forklarer, og
følgelig, at ingen antagelig Grund kan være for deres Pretension paa Leien, men omend saa
var, vilde det dog være forgieves nu at reclamere en Rettighed, som nesten et halvt Seculum
bar været upaatalt, thi siden 1741 den 13. Sept. har den ommeldle Nürnberger Boutique været
i Martin Veithes og Familiens Hænder, og for den deraf saavel som af alle Børsens Boder
gaaende Leie bar Banken fuldkommen Hiemmel i det Cessions Dokument af 11. Juni 1776,
hvorved Børsens Bygning med alle dets Immulumenter er samme af Sø-Kvæsthuset Direktionen
overdraget. Vi er imidlertid fuldkommen tilbøielige til at vise de Herrer Grosserere al mulig
Føielighed i Henseende denne ved Nürnbergboutiquens Indretning optagne Plads, og vilde derfor,
saafremt Kiøbmændenes Forsamlings Plads skulde behøve en Udvidelse, og de Herrer Grosserere
deraf vilde svare den samme aarlige Leie, som Ignatius Veith nu betaler paa nærmere forventende
Efterretning, lade Veith Boden opsige, skønt vi ere forsikrede, det vilde være de gode Herre lige
som os hel ømfindtlig at rykke Manden ud fra et Sted, hvor ban finder Næring og Levebrød.«