90 / 183
90
De gamle Banker — saaledes ogsaa Speciesbanken — ophævedes, og i Stedet for disse op
rettedes Rigsbanken, hvis Styrelse skulde være uafhængig af Finanserne, og som erholdt Eneret
paa Udstedelse af Pengesedler. Dens Grundfond dannedes ved Bankhæftelserne, der hvilede som
forudprioriterede i al fast Ejendom i Landet med 6 %> af vedkommende Ejendoms Værdi. Rigs
bankdaleren sattes nu som Mønt-Enhed —
5/io
af 1 Species (altsaa 200 Rbdl. mod 100 Specier).
Ved Siden af Rigsbanksedlernes Navneværdi (N v) bestemtes det, al der for disses Sølvværdi (S v)
skulde sættes en officiel Kurs 2 Gange om Aaret, efter hvilken Kurs de skulde modtages blandt
andet i de offentlige Betalinger. Sølvværdien sattes første Gang den 1. August 1813 til 375 (mod
pari 200).
Alle de i Omløb værende Banksedler og andre Pengerepræsentativer gjordes ved Forord
ningen indløselige efter en Kurs af 1200 Rdl. D. C. mod pari 200, saa at der for hver 6 Rdl. D. C.
gaves 1 Rigsbankdaler. Derhos gav Forordningen Debitorerne ifølge privat Gæld Rentenedsæt
telser og Moratorier og omskrev den paa Courant lydende private Gæld — være sig med eller
uden Pant — fra D. C. til Rigsbankdaler efter en nærmere fastsat Skala, hvis Maksimums
nedskrivning var den siden 10. December 1812 stiftede Gæld, der omskreves fra hver 100 D. C.
til 20 Rdbd.
Der skulde imidlertid gaa lange Tider, inden
Pengevæsenet
erholdt den Fasthed, som Kongen
havde tænkt. I 1813 herskede den allerstørste Forvirring paa Pengemarkedet; da naaede de
endnu ikke indløste Courantsedler Kursen 15,000 — i længere Tid 12,000. Rigsdaleren var saa
ledes »ikke een Skilling værd«. Samtidig faldt de nye Rigsbanksedlers Kurs saaledes, at de samme
Aar gjordes i Omsætning til 2000 (pari 200). Efter som Fredsudsigterne nærmede sig, bedredes
dog Kurserne, og i det sidste Kvartal af 1813 androg de for Courantsedler 7000—3500 og for
Rigsbanksedler c. 1000—550. I 1818, da Rigsbanken afløstes af Nationalbanken, stod Rigsbank
sedlerne i 315—253, men først den 23. Oktober
1838
naaede de pari.
Ikke mindre Tid skulde hengaa, inden den danske og da navnlig den københavnske
Handel
rejste sig efter det Knæk, som den led under Krigen i disse ulykkelige Aar.
I afmægtig Harme over Englændernes Overfald paa København og deres hensynsløse Rov
af vor Orlogsflaade, greb Desparationen Regeringen: haardt skulde sættes mod haardt. Ved For
ordningerne af 9. og 14. September 1807 blev Kaperiet sat i System og Beslaglæggelse paabudt
for alt, hvad der vedrørte England og Englændere: Personer, Varer, Penge, ja endog Breve. Alle
Veksler og Gældsposter, som skyldtes til England, skulde overgives til den danske Stat og tilfalde
denne. »Da al Handel og Samkvem med Kongens og Landets Fjender i sig selv
er en For
brydelse«,
foreskrev Plakat af 30. Oktober 1807 de strengeste Straffe for enhver Forbindelse med,
hvad engelsk var.
Forgæves bønfaldt Grosserer-Societetet i Andragende af 3. November Regeringen om ikke
at skride til disse rigoristiske Foranstaltninger, forinden man havde forvisset sig om Englands
Politik, og om i alt Fald at træffe sine Forholdsregler efter, hvad Opportunitetshensyn maatte
tilraade. Kronprinsen var imidlertid ganske ubøjelig og gennemførte sin uforsonlige Krigs- og Af
spærringspolitik ganske uden Hensyn til, hvilke Følger den maatte faa for vor Handel og Skibsfart.
Og Følgerne viste sig snart: i 1807 opbragte Englænderne over 600 danske Fartøjer, og i
Aarene fra 1807—1814 gik Halvdelen af vor Handelsflaade tabt. Men dertil kom, at den tilbage
blevne Flaade ligesom Handelen paa det føleligste blev hindret i sin Bevægelsesfrihed ved Krigen,
Afspærringerne og Udførselsforbud — Forhold, som naturligvis yderligere forværredes, da Dan
mark ogsaa fik Sverrig og Napoleons andre Modstandere til sine Fjender.
Man forslaar den økonomiske og moralske Forvirring, som skabtes under disse fortvivlede